Jeg kan godt lide John le Carré. Jeg kan godt lide George Smiley. Jeg kan i det hele taget godt lide de universer, Carré skaber, og hvori George Smiley figurerer.

Jeg er heldig. For nu har Carré endnu en George Smiley-bog i butikkerne. Og den er fremragende – ikke overraskende.

John le Carré har selv arbejdet som efterretningsagent. Det var tilbage i 50’erne og 60’erne, hvor han blandt andet var udstationeret i Tyskland. Og siden David Cornwell – som er hans rigtige navn – begyndte at skrive og for alvor slog igennem med ”Spionen, der kom ind fra kulden”, så har han stået som nummer et for rigtig mange læsere af netop denne genre. Carré forstår bare at beskrive det univers bedre end de fleste andre – givetvis fordi han kender det så indgående.

I ”Spioners arv” er George Smiley tilbage. Hovedpersonen er egentlig Peter Guillam, den tidligere elev af Smiley i den britiske efterretningstjeneste. Guillam har trukket sig tilbage og har lagt det meste af sit tidligere liv bag sig, da han bliver kaldt til London for at bidrage med nogle forklaringer til opklaringen af en gammel sag. Det viser sig dog hurtigt, at både Guillam, Smiley og flere af hans tidligere kolleger står anklaget for at have handlet forkert i en gammel sag med kodenavnet ’Windfall’.

Det interessante – og nye for Guillam – er, at han står anklaget af en generation, der kun har læst om Den Kolde Krig i historiebøgerne og ikke har hverken nogle forståelse for eller viden om de forhold, efterretningstjenesten var nødt til at arbejde under dengang.

Carré kan noget med tempi, som ikke mange kan. Han skriver meget direkte og egentlig ikke specielt finurligt. Jo, der kan godt være twists i handlingen, men rent sprogligt bliver den præsenteret ganske ukompliceret.

Til gengæld virker det meget realistisk. Der er ikke meget Jason Bourne over handlingen og (især) tempoet. Alt foregår i et troværdigt tempo med nok plads og tid til at lade både plot, ord og indtryk sætte sig. Ser du i dag de gamle tv-serier fra BBC med Alec Guiness i rollen som Smiley, så er du nok også nødt til lige at vænne dig til tempoet. I dag ville disse serier på seks afsnit blive proppet ind i en og samme actionfilm på halvanden time. Og det er lidt synd. Måske er det først, hvis du tillader dig at trække vejret og lade det tempo sætte sig, at du formår at nyde det.

Det gælder også i bogen. Det her er så meget en ’Læn-dig-tilbage-med-en-kop-varm-kaffe-og-bare-læs’-bog. Så det har jeg gjort. Og jeg nød hvert et sekund. Af handlingen. Af Carré’s fascinerende efterretningsverden. Og af det tempo, jeg måske savner mere, end jeg vil indrømme. Prøv selv.

Spioners arv, John le Carré, Rosinante, 260 sider, 1/9-2017