Hippiebevægelse, Vietnamkrig, studenteroprør, Sovjets brutale nedslagtning af foråret i Prag. 1968 var et begivenhedsrigt år, der har fået næsten mytisk status i den vestlige verdens nyere historie.

Det er dette år, Jan Guillou er nået til i syvende bind af sin fortælling om familien Lauritzen i det 20. århundrede. Vi er i gang med tredje generation, og hovedpersonen er ligesom i sjette bind “Ægte amerikanske cowboybukser” Eric Letang, dattersøn af den midterste af de oprindeligt tre brødre, Afrika-veteranen Oscar Lauritzen.

Eric er nyuddannet jurist og ganske typisk for tidsånden – men atypisk for jurister – venstreorienteret. Han har sympati for den palæstinensiske sag, er rasende modstander af Vietnamkrigen, og søger job hos den advokat, der forsvarer de mange amerikanske desertører, der søger asyl i Sverige. Det job får han nu ikke, men bliver i stedet ansat hos en kendisadvokat, der på vegne af de thalidomidskadede børn har lagt sag an mod medicinalvirksomheden Astra. For at vinde den sag, bliver han sendt til Tyskland – Jan Guillou har en svaghed for at lade sine helte være flydende på mange sprog – for at følge en lignende retssag der.

I Tyskland møder han en smuk kvinde, engagerer sig i det venstreorienterede miljø, og når endda en tur forbi Prag…

Guillou er i 1968 sit es med svidende kritik af det svenske (og tyske og amerikanske) samfunds hykleri og modstand mod forandring. Vi er med i Prag, under skandaleretssagerne om thalidomid, i fritidskollektiver i Sverige og i den svenske overklasse. Guillou lægger ikke skjul på sine politiske sympatier, men udstiller også venstrefløjens egen dobbeltmoral og opportunisme. Her er politiske overvejelser, sydende kritik af berufsverbot og ulovlig overvågning af venstrefløjen (som Guillou selv var med til at afdække i Sverige i den virkelige verden) men også bekymring over de totalitære tendenser på den venstrefløj, der ellers vil frisætte folket.

Det er svært at holde dampen oppe gennem de planlagte (vistnok) ti bind, men med 1968 er Guillou tilbage på sporet efter det i mine øjne småkedelige bind seks. 1968 er ganske enkelt god, fængende og lærerig underholdning. Guillou kan skrive, så man flyver gennem siderne. Han har en svaghed for god vin, gode manerer, stærke mænd og smukke kvinder, men hvem har ikke det?

Det store århundrede er en flot anlagt serie, og jeg vil anbefale at man læser den fra begyndelsen.

Jan Guillou: 1968. Modtryk, 409 sider. Oversat af Anders Johansen, udkommer 13. oktober 2017