Svenske krimier er uhyggeligt populære. Og de har været det i mange år. Nu har en Dan Nilsson ved at kaste sit navn i skålen med vellæste svenske forfattere, der leverer spændende kriminalromaner.

Dan Nilsson er uddannet journalist, og hans hovedperson, Nicklas Lund, er skabt ud fra nogle egne oplevelser. Nicklas Lund er internetdetektiv, så hvor Sjöwall & Wahlöö skabte den mere traditionelle figur, Beck, og Henning Mankell skabte Wallander, så bevæger vi os her ind i en lidt mere moderne og tidssvarende verden.

Så hvad gør ”Vågeren” til en god bog? Ja, for det første er den velskrevet. Den har alle de cliffhangers og spændingsmomenter, den skal have for at fange mig som læser. Og så er den på en mærkelig måde troværdig. På samme måde som både Beck og Wallander er tro troværdige. Hovedpersonerne er nemlig på ingen måder perfekte eller helte-agtige. De har i den grad deres udfordringer.

Når jeg står med en hovedperson, der ikke er en helt, så er det meget lettere for mig at identificere mig med vedkommende. Det betyder – for mig – at jeg har mere lyst til at læse videre. Og når så handlingen er god, så er der vikke meget tilbage at ønske.

Min eneste anke er, at Dan Nilsson vil rigtig meget. Hans egentlige hovedperson er pigen Katarina, der leder efter sin kæreste, Jonas, og i starten ser og hører man alt gennem hende. Det er det, vi kalder en ’3. person-vinkel’. Men det ændrer sig lidt, og det er også en svær øvelse. Skal du være helt igennem tro mod denne vinkel, så kan du ikke have scener, hvor Katarina ikke er med. Og det har ”Vågeren”. Det betyder, at vi pludselig hører, hvad andre tænker, og så falder den ’alvidende vinkel’ ned over historien.

Når du ikke kan bruge en fast synsvinkel gennem en hel fortælling, så falder fokus lidt. Og det er synd. For det ER en god historie. Og jeg vil meget gerne – som med Beck og Wallander – se denne bog som film.

Vågeren, Dan Nilsson, Hoi Forlag, 320 sider, 21. august 2017.