Jeg er altid forventningsfuld, når jeg får en bog af en latinamerikansk forfatter i hånden. Deres ord er som regel farverige og fængslende, og hvirvler læseren ind i en sansefyldt magisk verden.

De vægtløse lever op til det hele. Valeria Luiselli har skrevet en sensuel og fængslende bog om en ung kvinde og hendes fortid, nutid og alt det der ligger indimellem. En horisontal roman, vertikalt fortalt. En roman som skal skrives udefra for at læses indefra, skriver hun. Det er netop sådan, historien bliver fortalt.

Kvinden har en baby og et mellemstort barn. En mand der er der og alligevel ikke. Et spøgelse de alle kan mærke, og en drøm om at skrive en roman om den tid hun arbejdede for et lille forlag i New York. At fortælle sandheden om den falske oversættelse, og hendes fascination af Gilberto Owen. En mexicansk digter fra 1920’ernes Harlem. Hendes higen efter at få anderkendelse af sin chef, og grunden til den falske oversættelse af Owens noter.

Jeg trak på smilebåndet under flere af passagerne. Især dem hvor hendes mand undervejs i skriveprocessen læser det hun har skrevet i smug og bliver fornærmet, og at hun har skældt den mellemstore ud for at have gemt babyen i køleskabsskuffen. De endeløse tanker, sætninger og minder hvor nutid og datid til sidst er blandet så meget sammen, at det bliver svært at skelne dem fra hinanden.

De vægtløse er en sanseoplevelse uden sammenligning. Valeria Luiselli er en fantastisk fortæller, og får hverdagsrealisme og overtro kædet sammen på en eminent måde. Det er meget nemt at blive forført af hendes skrivekunst, og jeg ser frem til at læse hende igen.

Valeria Luiselli: De vægtløse, C&K Forlag, 179 sider, august 2017