En mikroskopisk, parasitisk livsform fra det ydre rum lander på Winnies maveskind, hægter sig fast og bevirker, at Winnie bliver mere og mere liderlig og mere og mere rynket. Hun bliver det første offer for Rynkekneppesygen, der får det videnskabelige navn Mite Induced Wrinkle Disease eller MIWD. Snart hærger sygdommen København.

Rynkekneppesygen, med sin finurlige titel, er en lækker sag på små 250 sider. Pænt pakket ind med smudsomslag og det hele. Det er Peter Adolphsens hidtil længste bog, og den er som et drama inddelt i tre akter. Han indleder med at afsløre, at Winnie skal dø – så er vi ligesom i gang. Genremæssigt befinder vi os i science fiction-området med et snert af social realisme og horror. Men samtidigt er det hele lidt morsomt, som når politiet skal optrevle Winnie og kæresten Arturs erobringstogter gennem det københavnske natteliv.

Sproget er fænomenalt, og sommetider med meget lange sætninger af den slags, der inducerer ren lykkefølelse hos ordelskere. Det sker dog, at Adolphsen bliver for videnskabelig til min smag. Lange passager med ord som præganglionære, thoracal og mesentericum siger mere om forfatteren end historien, og satte mig helt af. Hvor meget af hans pseudovidenskabelige ordfloms-forklaringer, der har hold i virkeligheden, er jeg ikke i stand til at bedømme, men det er sikkert det meste. Det bidrager måske til den objektive troværdighed af historien, men det er ikke fordrende for handlingen eller læserens indlevelse. Selv kunne jeg ikke undgå at fase helt ud de steder. På den anden side er det sikkert virkeligt spændende, hvis man er biolog eller sådan noget.

Winnie kastes rundt i sundhedssystemet, hvor ingen umiddelbart kan diagnosticere hende, og i stedet forsøger at slippe af med den besværlige patient. Universitetspsykologen har naturligvis lukket for ventelisten, og alle andre tørrer hende af på en kollega. Det er en fiffig og morsom kritik, der med vendinger som ”dagen før akutmodtagelsen” og ”mådeholden aggressiv strategi” helt klart har rødder i virkelighedens bureaukrati. En ting, der generede mig var at en af bogens andre hovedpersoner, en læge, bevidst tilbageholder oplysninger, og således bringer andres liv i fare. Jeg vil ikke gå nærmere ned i det, for ikke at spoile mere, men trods min begejstring for kritikken af sundhedssystemet, slugte jeg ikke denne kamel.

Københavnerne reagerer på rynkekneppesygen ved at afholde sig fra kropslig kontakt, mindske antallet af mennesker på ét sted og ved angiveri af al mistænkelig, og dermed seksuel, opførsel. Det er, trods fornuften i visse tiltag, decideret uhyggelig læsning, især fordi det understreges at den reaktionære, puritanske reaktion har rødder i tiden før udbruddet. Sygdomsforløbet er splatterfilmsagtigt, og det er stærk læsning, når noget naturligt og dejligt som sex bliver en dødbringende handling.

Bogen er naturligvis spækket med frække sexscener i den helt vilde ende af spektret. Det sexede skæmmes af manglen på følelser og individ, fordi det kun sker som følge af sygdommen, med sine ækle rynker. Det er en af de fedeste ting ved bogen, kontrasten mellem det lækre og det ulækre, og hvis du ikke er overbevidst, så vil scenen med biljagten og gummigeden helt sikkert gøre det for dig. Jeg anbefaler i allerhøjeste grad!

Peter Adolphsen, Rynkekneppesygen, Gyldendal, august 2017, 247 sider