Clara og Maria er to tilsyneladende forældreløse piger, der vokser op i hver sin plejefamilie. Clara er en enestående pianist, og når hun spiller, kan hun se folks historier, især Marias. Maria bor i en fattig landsby på en endnu fattigere gård, hvor hun er meget lykkelig. Landsbyen forguder deres lille forunderlige pige, for de ved intuitivt, at der er noget ganske særligt ved hende. Noget magisk.

Den generiske titel Maria og Clara har erstattet den mere interessevækkende franske La vie des elfes. Men det er til gengæld den eneste dårlige beslutning, der er taget i skabelsen af den danske version. Det øjeblik jeg fik bogen i hænderne, fornemmede jeg, at jeg stod med noget dyrebart, en særlig skat, og jeg blev ikke skuffet. Fra allerførste linje var jeg grebet, som blev min egen indre lille pige vækket. Mit franske er desværre ikke specielt imponerende, men oversætteren, Jesper Tang, har efter min bedste overbevisning gjort et fænomenalt stykke arbejde for at bevare alsidigheden og det sarte i Muriel Barberys let poetiske sprog. Beskrivelser af landskaber, følelser og kunst, samt små portrætter af jævne folk og deres skæbner, er det, der gør bogen til noget virkelig særligt. Barbery skriver så kønt og præcist, at hendes stil smitter af på dem, der læser hende.

Marias liv på gården, mændenes jagt og jordbrug samt kvindernes husflid og plantelære beskrives så enkelt og skønt, at man slet ikke kan undgå, uanset hvor moderne og højteknologisk man ellers er i hverdagen, at længes mod simplere tider. Clara, der rejser bort fra landet, beskriver byen og dens sten som en kirkegård, hvor de levende lader sig begrave. Modsætningen mellem land og by er afgrundsdyb. Det simple liv i forening med naturen, er i fare, og alferne har udset sig Maria og Clara som de pacifistiske frelsere, der skal redde alliancen mellem menneskerne og naturen og dermed alferne.

I Marias landsby lægger mændene stor vægt på kun at jage det nødvendige. De er bevidste om symbiosen mellem dem og naturen. De ejer den ikke. De er afhængige af den, ikke omvendt. Det er en flintrende romantisk klimaetik, der gennemsyrer eventyret, og som snildt kunne være inspireret af romantikkens digtere. Jeg er ikke sikker på, at det er det ideelle natursyn, Barbery fremstiller, men det er helt sikkert det kærligste og mest lyriske. Krig og kærlighed behandles tilsvarende kompetent og med samme på én gang luftige og barske tone.

Maria og Clara er en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Det er godt nok en art eventyr, men fordi temaet om splittelsen mellem mennesket og naturen rækker så dybt, sprænger den rammerne for almindelig genre-inddeling. Derfor kan den også læses af dem, der ikke normalt interesserer sig for de overnaturlige genrer.

Sproget er poetisk, men ikke dermed sagt besværligt, om end ordforrådet er omfattende. Man behøver altså ikke en universitetsgrad for at elske Maria og Clara. Emnerne er almengyldige og vil gribe læseren om hjertet, hvad enten man vil det eller ej. Selv sad jeg her i slutningen af denne usle solløse sommer, og længtes som et lille barn efter snevejr, fordi Barbery beskriver det så levende, at man fysisk kan mærke, hvad hun mener. Det er sensationelt, sublimt, storslået. Jeg mangler ord, så jeg vil slutte med et par fra bogen:

”Mennesker, der ikke drømmer, findes ikke.”

Muriel Barbery: Maria og Clara, Tiderne Skifter, august 2017, 281 sider