Når man begynder på Charlotte Brontës Villette, kan det godt virke som noget af en mursten at skulle igennem. Men tab ikke modet. Sproget er smukt, fængslende og med masser af morsomme passager, der vil få et smil frem på dine læber. Gyldendals nye udgave af Villette er smukt indbundet med et sort/hvidt smudsomslag, som vil pryde enhver bogsamling.

Villette udkom i 1853 og var Brontës fjerde og sidste bog inden hun døde i 1855. Hun skrev den i årene efter sin søsters død, og man kan ikke undgå at føle hovedpersonen Lucy Snowes melankolske ensomhed uden at tænke på Charlotte Brontë. Bogen er senere hen beskrevet som den mest autobiografiske af Brontës romaner, og det er ikke svært at forestille sig Brontë i Lucy Snowe.

Den ugifte Lucy Snowe rejser udenlandsk til byen Villette, for at arbejde som lærerinde på en pigeskole. Her forelsker hun sig hovedkulds i lægen Graham Bretton. En umulig kærlighed, der ikke er gengældt, og som hun må holde hemmelig. Vi er i en tid, hvor forbudte tanker om kærlighed må undertrykkes og pakkes væk. Hvor en kvindelig outsider, som Lucy Snowe, ingen plads har i et patriarkalsk samfund.

Villette er på sine steder en svær bog at læse. Lange passager og læserhenvendte kommentarer. Dialoger, som ikke er oversat fra fransk til dansk, og som satte mit skolefransk på prøve. Jeg brugte derfor længere tid på den, end jeg normalt gør på en bog af den længde. Når det er sagt, må du endelig kaste dig over denne klassiker. Den skal læses med masser af tid til rådighed, og omsorg for det smukke i sproget. Er du til den tids romaner, vil du føle dig hjemme med Villette.

Charlotte Brontë: Villette, Forlaget Gyldendal, 627 sider, april 2017