På et sindssygehospital i begyndelsen af det 20. århundrede mødes to ensomme mennesker, John og Ella. De er begge patienter, mere på grund af fattigdom end på grund af sindssyge, og livet har ikke været venligt mod nogen af dem. Nu danser de med hinanden hver fredag, til hospitalets ugentlige danseaften for patienterne, og en kærlighedshistorie spirer frem mellem sindssygehospitalets vægge.

Den afsidesliggende anstalt er ellers ikke et sted, der opmuntrer til glæde og romantik. Sygeplejerskerne er uvenlige og hårdhændede, lægerne mangler grundlæggende troen på at de kan gøre en forskel for patienterne, og mulighederne for at behandle dem er i 1911 begrænsede. Kun en enkelt læge, Charles Fuller, forsøger sig med musikterapi og håb. Han går endda så langt som til at eksperimentere med moderne musik – den slags de spiller i New Orleans! – men den barske virkelighed og hospitalets sønderlemmende logik fornægter sig ikke, og den før så gode doktor bukker også under for tidens ubønhørlige logik og homofobi.

Hospitalet er strengt kønsopdelt, kun om fredagen mødes mænd og kvinder til ugens højdepunkt i dansesalen. Her udveksler John og Ella breve mens de danser og fantaserer om flugt og livet uden for murerne, indtil John falder i unåde hos dr. Fuller og historien må rulle mod sin slutning.

Dansen er egentlig en fin lille bog, men den ofrer lidt sin nerve og indignation til fordel for en banal kærlighedshistorie. Ella og John kommer ikke rigtig ind under huden på mig, og er ikke interessante som mennesker. Det er hospitalet derimod, og Ellas veninde, den boglige Clemmentine Church og hendes nemesis, dr. Charles Fuller har en langt mere vedkommende historie at fortælle. Især lægens moralske nedtur fra musikalsk idealist til selvovervurderende tilhænger af racehygiejne er interessant og indeholder et par gode twists, der desværre kommer til at stå i skyggen af den langt mere ordinære dreng-møder-pige-fortælling.

Anna Hope: Dansen. 300 sider, oversat af Ib Poulsen. Klim, 2017