Fire mænd er samlet i en underjordisk fængselscelle. De er alle arresteret for at tilhøre den samme oprørsbevægelse, og må nu udholde brutal tortur i kælderen under Istanbul. Igennem ti dage forsøger de at overleve – fysisk, moralsk – ved at fortælle hinanden historier, mens de lytter efter bødlernes ildevarslende skridt på gangen og jernportens smækken.

Deres historier er digt og virkelighed, blandt ind imellem hinanden, for selv om de har brug for hinandens fællesskab for at klare sig igennem de daglige ydmygelser og prygl kan de alligevel ikke stole på hinanden. Hvem taler? Hvem afslører den andens hemmelighed under tortur? Og hvem er den mystiske pige i cellen overfor?

Cellen er kold og klam, brødet er muggent og ansigterne er smadrede af bødlerne til ukendelighed. Alligevel insisterer de fire mænd på at opretholde deres værdighed og illusionen om en hverdag uden for fængslet med deres fortællinger. De fortæller erotiske historier, de fortæller hverdagshistorier, de fortæller om kærlighed, om kvinder og om krig.

Langsomt smøger de – fortællingerne – sig omkring hinanden, mens skellet mellem virkelighed og digt tones ud. Den eneste gode historie bliver den andens oplevelse, og digtekunsten bliver værnet mod barbari og død.

Istanbul, Istanbul er gribende og foruroligende. En fortælling om menneskeligt sammenhold og fantasiens magt over for brutalitet og forråelse. Historiefortælleren som figur eller kollektiv er et velkendt litterært fænomen, og Sönmez mestrer kunsten til perfektion. Burhan Sönmez er en tyrkisk menneskerettighedsadvokat, men Istanbul, Istanbul er mere en roman om digtning end om tortur – en moderne gendigtning af Dekameron.

Burhan Sönmez: Istanbul, Istanbul. Turbine, 2017. Oversat af Bente Kastberg, 255 sider.