Kender du det, når du bare lige skal nå hen til ferien/aflevere en opgave/over bjerget/spille lotto en gang mere/indsæt selv det, du gerne vil nå, og SÅ venter lykken? Det handler denne bog blandt andet om – at spejde efter lykken, som om den ligger i en pose på fortovet og afventer på, at du går rundt om det rigtige hjørne for at finde den. Og i mellemtiden går livet nærmest forbi dig, og du glemmer, at hver dag skal have sin værdi.

”Voksenværk” handler om tennis- og pokerspilleren Pierre, der faktisk er voksen, men ikke har fundet ud af det endnu. Kæresten, Iben, er lidt krævende og vil helst ikke være i Danmark, hvor Pierre føler sig hjemme, men han vil gerne hende og kunne betale for deres liv i Berlin m.m. Det kræver bare lige, at han vinder en tennisfinale, så hun kan fortsætte med at være undergrundskunstner og være glad. Det er bare ikke så nemt. Pierre skal så meget grueligt igennem.

Ja, som læser kan man godt se nogle strenge til eventyrfortællinger, men der er ikke noget eventyr over denne bog. Til det er det alt for svært at være Pierre, og nogle gange kræver det som læser lidt anstrengelse af have sympati for ham. Han er uheldig, men han gør det heller ikke nemmere for sig selv, og for mig blev det nogle gange lidt trægt at læse. Men netop det er formentlig forfatterens ønske – bogen omhandler en stereotyp personlighed, som måske genkendes fra fjernsynet, men hvem ved, hvad der gemmer sig bag det flotte ydre og afspilles på hans walkman?

Selvom bogen ikke vandt mit læserhjerte, er den morsom og kan give refleksion til eftertanke – skal lykken være noget, du stræber efter, og hvad skal der til for at være voksen? Hvor mange lag af din fortid skal have lov til at definere en som menneske, og hvilke af dem skal du skære i stykker og smide i skraldespanden?

Voksenværk, Stinus Olesen, Byens forlag, udgivelse 10. februar 2017, 232 sider