Det pibler i disse år frem med spændingsromaner og krimier, der foregår på Grønland. For virkelighedens begivenheder er ofte et godt udgangspunkt, som forfatterne lader inspirere af og digter videre ud fra. En af dem, der har gjort dette, er den danske forfatter Nina von Staffeldt, der har boet på Grønland siden 1997.

I “Den sorte engel” er en Greenpeace-aktion mod prøveboringer efter olie i farvandet ud for Grønland og smugleri af isbjørneskind udgangspunktet for en krimigåde, hvor kommunikationskonsulenten Sika Haslund spiller hovedrollen, sådan som hun også gjorde det i forløberen “Frosne beviser”.

På en måde er det befriende, at Nina von Staffeldt ikke er fulgt i fodsporet på så mange andre kvindelige nordiske krimiforfattere, og har valgt en ung kvindelig politibetjent som hovedperson, der får assistance af en ældre, afdanket, lettere alkoholiseret og rebelsk politimand, der kunne have været hendes far. På den anden side virker det lidt spøjst med en kommunikationskonsulent som hovedperson. Men da Sika Haslund arbejder for Selvstyret med at kommunikere de gode historier om Grønland, så passer det meget godt ind i fortællingen, at hun hvirvles ind i begivenheder, som potentielt kan give Grønland dårlig omtale i udlandet.

Historien rummer rigtig mange sider med sidehistorier om Sikas søster, hendes søns legekammerats far og andre ting, som ingen betydning har for selve fortællingen og handlingen. Der skal være plads til sidehistorier, bevares. Men her fylder det alt for meget. Og handlingen kommer først for alvor i gang efter 100 sider. Selve historien har også mange lange “døde” perioder, hvor der sker meget lidt. Der kommer lidt aktion, som beskrives i nutid. Til gengæld bliver mange andre væsentlige begivenheder på vejen til at opklare forbrydelsen, beskrevet i stikord og i datid, når Sika eller politichefen tænker tilbage på begivenhederne.

Det virker temmelig fladt. I stedet for sidehistorier om søsteren med mere, så kunne siderne være brugt på selve opklaringen af kriminalgåden.

Nina von Staffeldt har stor viden om Grønland og har også ihærdigt indhentet informationer om blandt andet politiarbejde, minedrift og fiskeri, som gør plottet i “Den sorte engel” særdeles troværdigt og realistisk. Så selve krimihistorien fejler bestemt ikke noget. Vi kunne bare godt have tænkt os mere af den fortalt detaljeret i nutid og ikke blot refereret i stikord.

“Den sorte engel” er en velskrevet krimi, der giver et indblik i det grønlandske samfund og de særlige forhold i de små bygder, som er ukendt land for de fleste. Bogen er en okay dansk femikrimi uden dog at skille sig ud fra mængden.

Nina von Staffeldt: Den sorte engel. Milik Publishing, 2017. 319 sider.