Selviscenesættelse i en iscenesat virkelighed, hvor det hele handler om, hvad der sælger på tv, det er hvad forfatteren Alexandra Oliva leger med i spændingsromanen Den sidste. Det er også virkeligheden for hovedpersonen Zoo, hvis virkelige navn selvfølgelig er et andet. For hun er en af deltagerne i et realityprogram, hvor det handler om ‘at overleve’ i den barske natur med kun få hjælpemidler. Man kan vinde dyster og på den måde forbedre sin situation med tæpper, mad mm.

Alt er derfor på sin vis trygt, for der er hele tiden en vært, der introducerer udfordringerne. Alle har deres egen kameramand, som følger efter og filmer de forskellige situationer, og om aftenen sidder klipperen og klipper de mange, mange timer sammen til ugens udsendelse. Hver deltager har sin farve, som de skal kigge efter, og som guider dem i den rigtige retning. Zoo har den blå. De har også fået en sætning, de skal sige, hvis de vil give op. Alt er tilrettelagt og det er på forhånd bestemt, hvem der skal være programmets darling, fighter og den man ikke skal kunne lide. Der er casted en Cowboy, Servitrice, Biolog og Sporhund og 7 andre så de med Zoo i alt er 12 deltagere.

Zoo klarer sig egentligt godt. Hun har meldt sig til programmet, fordi hun rent privat står ved en skillevej i sit liv. Hun har en sød kæreste, som hun elsker, og han elsker hende, så alt burde være ok. Bortset fra at det på en eller anden måde ikke længere er nok. Han vil gerne have børn, og hun tør ikke rigtigt. Hun køber sig derfor lidt tid ved at være med i programmet, og så kan de se på det med børn bagefter, når hun er kommet hjem igen.

På et tidspunkt bliver en af udfordringerne lidt længere end normalt, og Zoo kæmper med at klare sig. Hun mangler vand og mad, men fortsætter ufortrødent, selv om hendes kameramand er forsvundet, og hun ikke længere kan se de ‘skjulte’ kameraer i træerne. Hun når til et blåt hus, som jo er hendes farve, så hun går ind. Der finder hun en dukkebaby, en slags robot, som ligger og græder. Eller er det en dukke? Virkelighed og fantasi bliver blandet sammen, og Zoo ved ikke længere, om hun kan stole på sine egne sanser. Eller hvem hun kan stole på. Da hun møder Brennan, som vil fælges med hende, regner hun med, at han er en del af programmets set up og vil ikke tale med ham eller høre på ham. Hendes eneste mål er at komme hjem, så hun fortsætter med at gå – og overleve så godt hun kan. Men noget er helt galt – som i virkelig galt.

Den sidste er knivskarp. Forfatteren Alexandra Oliva leger med virkelighedsopfattelsen gennem Zoo: hvad er virkelighed og hvad er iscenesat. Det lykkes rigtigt godt, og det er i den grad spændende – grænsende til det uhyggelige. Forfatteren deltog i flere overlevelseskursuser som en del af researchen og den viden skinner tydeligt igennem. Jeg var godt underholdt og racede gennem siderne.

Alexandra Oliva, Den sidste, Forlaget People’s Press, oversat af Karsten Nielsen, 362 sider, maj 2017