Forlaget Ulven og Uglen har oversat første bind af Brandon Sandersons populære fantasy-serie, En Konges Vej. Det er en ordentlig moppedreng med mange hovedpersoner, adskillige umiddelbart uafhængige plots og så springer den også i tid – Jeg er vild med det!

Dalinar er kongens onkel og en legendarisk soldat. Han og hans ældste søn ejer begge en Skårklinge og et Skårpanser, der giver dem, der bærer dem overnaturlig styrke og muligheden for at skære gennem hvad som helst. Dalinars rygte er under pres. Han er begyndt at betvivle nationen Alethkars krigeriske idealer. Han får læst op af skrifter om de gamle dyder (i Alethkar er det kun kvinder, der læser), og han er begyndt at få voldsomme anfald under de svært forudsigelige og voldsomme højstorme, der fører ham ind i sære syner, hvor en legemsløs stemme byder ham at forene dem.

Kaladin er slave. Mens hans fortid udfolder sig i flashbacks, følger vi ham forsøge at overleve et liv som bromand. Alethkar fører krig mod Parshenderne, der snigmyrdede den gamle konge. Men parshendernes land består af klippeplateauer, med livsfarlige kløfter imellem. Derfor må bromændene løfte kolossale, mobile broer fra kant til kant, så soldaterne kan nå frem til kamppladserne. Det betyder hårde, livsfarlige stormløb, hvor parshendernes bueskytter uhindret og uden nåde skyder så mange slaver som muligt fra plateauets anden side, for at hindre hærens fremfærd.

Shallan er lysøjet, hvilket er lig med adelig i Alethkar. Men hendes far er død, og har efterladt hende og hendes brødre i ubetalelig gæld. Derfor søger hun at blive elev og discipel hos kongens søster – den ærefrygtindgydende Jasnah. Jasnah er ateist, og beskæftiger sig, trods tabuet, både med de feminine og maskuline kunster (meget kort er praktik maskulint og teori feminint). Hun er i besiddelse af en Åndstøber, der gør hende i stand til at ændre materiale. Shallan, der heller ikke selv er god til at opføre sig, som hun forventes, er ualmindeligt ferm til at lære hurtigt og til at tegne, og ville lære meget under Jasnah, men hun har andre, mindre dydige ambitioner…

Der er mange flere mere eller mindre fremstående karakterer. Dalinar, Kaladin og Shallan er mine personlige favoritter. Det er påfaldende, at deres historier stadig er adskilte efter første binds 707 sider. Vi har lært at forvente en sammenfletning af plottråde, men Sanderson trækker den. Måske er det derfor, at første bind virker som en meget lang indledning. Misforstå mig ret, der er virkelig meget action og udvikling, men det overordnede hovedplot lader vente på sig. Det er bare godt, så meget desto mere glæder man sig til næste bind. Indtil videre er der planlagt hele ti, og toeren er allerede tilgængelig på engelsk.

Bogen er temmelig hektisk. Visse personer berøres ganske let, andre fylder næsten det hele for så at forsvinde i anden halvdel. Samtidigt springes der meget i tid – tusindvis af år. Det bliver en smule for meget, og de mange spring gør det svært at fordybe sig i læsningen. I sidste ende betyder det formidable omfang, at det hele føles lidt sløvt i optrækket. Man frustreres over ikke at høre om det man allerede er investeret i, fordi man hele tiden skal tage stilling til nye plots og nye karakterer. Derfor er det også en bog forbeholdt de hardcore læsere. Hvis alle bind er ligeså lange, kommer vi op på 7000 sider og mange års ventetid mellem bindene. Men fat mod, de bedste litterære oplevelser, kræver ofte lidt ekstra vilje fra læserne, og jeg tror Sanderson er værd at vente på.

World-building er helt centralt i fantasy, og her har jeg intet at udsætte, tvært imod. Stormlysfortællingernes verden er kæmpe stor, alsidig og langt hen ad vejen original. Det gælder både geografi, kultur, magi og ikke mindst flora og fauna. Vi støder på flækhunde, kløftdjævle og græs, der flytter sig, hvis man forsøger at træde på eller spise det. Desuden er der et meget tungt tilbagevendende tematisk spørgsmål: har livet en værdi i sig selv? Hvad hvis man er slave? Hvad hvis man kan kaste verden ud i kaos, uanset sine gode intentioner? Jeg glæder mig rigtig meget til at læse, om Sanderson giver os et endeligt svar på det.

Til sidst har jeg nogle få korte kommentarer til udgivelsen. Forfatterens takketale er lagt ind i starten efter de første kort. Det virker både overdrevent kæphøjt, hvor mange læser den egentligt, før de ved, hvad de synes om bogen? Det er også træls at blive revet ud af historien, som de vidunderlige kort har givet fornemmelsen af at være startet på. Men kortene er virkeligt fine. De optræder løbende, og de er både smukke og anvendelige. Der er også nogle ordforklaringer til sidst, hvilket er meget dejligt, men de er skrevet som var de en del af historien, og efterlader mig stadig, selv efter at have læst bogen, en smule forvirret.

Forvirret, sløv og hektisk på en gang og alligevel en god historie med rigtig meget potentiale. Jeg skal helt sikkert læse næste bind, og anbefaler klart det første. Er man til store fantasy-sagaer er Stormlysfortællingerne et solidt og kvalitetssikkert bud.

Brandon Sanderson, Stormlysfortællingerne 1 – En Konges Vej, Ulven og Uglen, juni 2017, 712 sider