Et barn venter på at blive født. Dag efter dag følger den ufødte dreng med i sin mors dagligdags gøremål, de podcasts hun lytter til mens dagene langsomt skrider frem, og hendes planer om sammen med sin elsker, barnets farbror, at myrde barnets far.

Smukke Trudy er nemlig blevet træt af sin digter-mand, og har i stedet valgt sin svoger til at dele hverdagen og de forhåbentlig mange penge, de kan få for manden/brorens store hus, når først han er død. Det er et drama, der allerede i det indledende citat trækker tråde tilbage til Hamlet, og i det ufødte barn møder vi i den grad en moderne Hamlet-figur, omend man næppe kan klantre fostret for vægelsind, når det ikke handler på sin onkel og mors forræderi.

Fra livmoderens inderside forsøger babyen at forlige sig med den grufulde verden, han snart skal møde – vil hans mor virkelig give ham bort? – og komme overens med hans ambivalente følelser for sin moderiske mor. Hvordan kan et hjælpeløst barn andet end at elske sin mor? Hvordan kan et barn andet end hade sin fars morder(ske)?

Nøddeskal er et psykologisk drama, men også morsom og satirisk. Den ufødte jeg-fortæller leger med fortællerkonstruktionen og man må sige, at fortælleren kommer ind under huden på gerningsmanden. Jeg må indrømme, at det tog mig et par kapitler at acceptere den næsten alvidende-ufødte fortæller, for nogengange glider han ud af rollen som ikke-seende og på én gang uvidende om verden og alvidende om sin mors fysiske og psykiske habitus, men da jeg først havde overkommet min egen skepsis var jeg helt solgt til vores lille foster-fortæller.

Ian McEwan er forfatteren bag den rent ud sagt fremragende Soning, og med Nøddeskal har han igen skrevet en læsværdig roman, omend den naturligvis ikke helt når mesterværkets højder.

Ian McEwan: Nøddeskal. 208 sider, Gyldendal. Oversat af Claus Bech, 2017