“Papa” er det femte bind i serien om vicepolitikommissæren Axel Steen, der bliver undercoveragent for politiets efterretningstjeneste.

Axel er en sej, hård hund, både ved sig selv, ved forbrydere og ved andre mennesker, der krydser hans spor. Og han har aldrig været sejere end i Papa, og Jesper Stein har ikke skrevet bedre. Det siger faktisk ikke så lidt for alle de fire foregående værker rammer en dejlig sort tone, i storbymørket, hvor offer og forbryder støder sammen. Det er også her Axel huserer. Han er sluppet skidt ud af en skilsmisse tidligt i serien, og for glad for stærk spiritus og lidt røgtobak af den slags, man bliver ør af.

Men her i Papa kommer det ham til gode, at han kan drikke med og fyre den fede. Han er blevet udstationeret til Amsterdam, hvor han skal infiltrere en af de helt store bossers kriminelle organisation. Axel skal lokke ham frem fra hans skjul med lokkemad i form af store summer, store mængder narkotika og våben. Det gør han sammen med DEA, det amerikanske forbundspoliti.

Parallelt hermed er 143 bankbokse blevet tømt i en Danske Bank-filial hjemme i København. Det kup skal Axels tidligere kollega Vicki Thomsen klare. Men hendes kolleger i røveriafdelingen er kort sagt nogle narrøve. Dovne, mandschauvinistiske og hvem ved, måske det der er værre? Efterhånden som Vicki, sammen med én engageret kollega, graver i kuppet, peger flere og flere spor i retning af politiet. Politi-ugler i mosen er selvfølgelig set tidligere, men det er umanerligt godt gjort i Papa. De to parallelle spor er begge drønspændende, og på steder kan man næsten ikke holde ud, at man skal forlade det ene spor til fordel for det andet, hvad mon der lige kommer til at ske her? Gradvist bliver sporene dog flettet sammen, for der er selvfølgelig link mellem dramaet i København og det i Amsterdam.

Axel falder godt ind i rollen som undercovergangster. Håret er slikket, skindjakken er lang og slangeskindstøvlerne sidder godt til. Hans liv undercover er næsten mere helstøbt og enkelt end det splittede og uharmoniske liv, han prøver at holde sammen på hjemme i København.

Udfordringerne og psykologien ved at arbejde under jorden er fascinerende godt beskrevet, og man tror på, at sådan må det være. Den sproglige stil er hårdkogt, nøgtern og realistisk som i få andre nordiske romaner, og Papa har i det hele taget internationalt format. Der er nogle ganske få steder, hvor sentimentaliteten presser sig lidt på, men 5. bind om Axel Steen kan meget vel blive en af
årets absolut bedste krimier.

Jesper Stein: Papa, Politikens Forlag, 412 sider, 2017