Det er en kunst at bruge et enkelt menneskes skæbne til at fortælle en større historie om et samfund og en tid. Sådan en kunst mestrer Gisli Palsson i sin efterforskning af historien om Hans Jonathan, manden som stjal sig selv.

Hans Jonathan var født som slave på de dansk-vestindiske øer, kæmpede i Napoleonskrigene, forsøgte at få sin frihed med rettens hjælp og endte som bonde på Island. Det er så fantastisk en skæbne, at man næsten ikke ville tro på den, hvis ikke det var fordi der er så rigt et kildemateriale.

Gisli Palsson har ledt i (mindst) fire lande for at finde ud af, hvem Hans Jonathan var og hvordan hans liv blev. Hans sorte mor var husslave på en plantage på St. Croix, den hvide fader får lov at slippe for at få sit navn på barnets dåbsattest, og hvem han var, er en historie i sig selv. Den får vi også, ligesom vi får historien om slavehandlen, om europæernes syn på slavehandlen og om det danske samfunds elite omkring år 1800. Den personlige historie folder sig om den store verdenshistorie, og det spiller rigtig godt sammen.

Hans Jonathan bliver sendt til København, men her er slaveri også lovligt – finder han ud af – og selvom han tjener med udmærkelse i flåden under det berømmelige Slaget på Rheden er der ingen kære mor (eller kære kronprins), da hans ejer kræver ham tilbage. Det ender i en retssag. Palsson hudfletter Danmarks hykleri omkring slaveriet og historien viser en ny, for mig ukendt, vinkel på slavetiden.

Hans Jonathan tager flugten til Island, et fattigt samfund, hvor man ikke har lært racelære (endnu), og derfor ikke er fyldt med fordomme om mulatter som Hans Jonathan. Han kan derfor starte et nyt liv, en ny familie, og danne grundlaget for de mange efterkommere, som Palsson også opsporer for at undersøge, hvilke spor Hans Jonathan har sat sig i historien.

Palsson er tydeligt inspireret af Thorkild Hansens slavetrilogi, og det er rigtig godt. Desværre har vi ikke mange ord fra Hans Jonathans egen hånd, og derfor ikke rigtig nogen indsigt i hvad han selv tænkte og følte ved de begivenheder, der prægede hans liv. Forfatteren må gætte, og dermed bliver vi lidt distancerede fra vores hovedperson, men sådan er det jo, når der er tale om en biografi og ikke en roman.

Langt værre er bogens irriterende insisteren på at bruge ordet “slavegjort” i stedet for “slave”. Slave en nemlig noget andre gør en til, og ikke noget man er, står der i oversætterens forord. Jeg kan ikke af forordet gennemskue om det er forfatteren selv, der har insisteret på det, eller oversætterens ide. Uanset hvad er det et semantisk misfoster, der generer læseoplevelsen til fordel for politisk korrekthed (og nedladenhed – en moderne læser forstår godt at slaver ikke var slaver, fordi de havde en slavenatur, men fordi de blev tvunget til at være det af andre, tak!)

Gisli Palsson: Hans Jonathan: Manden der stjal sig selv. Rebel with a Cause, 249 sider. 2017, oversat af Iben H. Philipsen