Store idealer, små dårligt trykte foldere, tabte valgkampe, ligegyldige debatter om formuleringen af programmer som folk hverken vil se eller bryde sig om – og politiske møder med tre fremmødte. For slet ikke at nævne hvordan ens fritid kan forsvinde som dug for solen.

Det er virkeligheden når man er bidt af den politiske bacille – og alt andet træder i baggrunden. Det er også den virkelighed som den (forhenværende) Labour-aktivist og forfatter John O’farrell med humor og en utrolig skarphed og en god dosis kærlighed beskriver.

John O’farrell blev bidt at politik hjemmefra og havde det uheld at være politisk aktiv på venstrefløjen under 18 år uafbrudt konservativt styre. Først med Margaret Thatcher, og mens det ebbede, ud med John Major.

Det er de 18 elendige år han beskriver ud fra sit eget arbejde som studerende, sympatisør og til sidst som aktivt Labour-medlem på lokalt plan i London. Og det er den selvironiske beskrivelse der gør ”Things can only get better” så sjov og interessant. Da der var så meget at grine af ved Thatcher er humoren oftest er rettet mod Johns O’farrells egen opførsel og eget håbløse idealistiske tilbageskuende Labour i 1980’erne. Hvem, spørger John O´farrell, havde for eksempel bestemt at nedrustningsdemonstrationer skulle indeholde gøgl? Eller hvorfor det var suspekt at more sig på venstrefløjen? Eller hvorfor den arbejderklasse han arbejdede så hårdt for oftest hånede ham og hans parti?

Things can only get bette er ikke en politisk bog. I stedet er det et godt portræt af livet blandt partiernes fodsoldater. Så har du været involveret demokratiets underside: Partiforeninger, medlemmer, kongresser, hvervekampagner, endeløse møder om småting så vil du ind imellem humoren i ”Things can only get better” finde et ærligt og præcist billede af hverdagen for aktive partimedlemmer.

John O´farrel, Things can only get better – eighteen miserable years in the life of a Labour supporter, Black Swan, 1998, 333 sider.