Claes Johansen kan skrive. Hvis nogen skulle være i tvivl, så lad mig lige konstatere det med det samme. Hans nye bog ”Drengen og færgemanden” gør intet som helst for at ødelægge den opfattelse.

Vi møder vores hovedperson i 50’ernes Indokina, hvor han som menig i Fremmedlegionen hårdt såret bliver indlagt på hospitalet. Her ser han tilbage på sit turbulente liv, og i fortællinger får vi hans fascinerende historie.

Det er handlingen – sådan helt kort. Og det gamle franske koloniherredømme er en fantastisk ramme for fortællingen – også selvom underfortællingerne i denne fortælling kaster os ind i endnu mere spektakulære historiske scenarier.

De fleste beskrivelser får vi gennem dialogen med de mennesker, han fortæller sin historie. Det er ikke underligt. Det er også et herligt forfattertrick, idet du altid kan gå tilbage og ændre, tilføje, justere med meget mere, hvis det ikke lige blev perfekt fortalt første gang. Men det er ikke noget, der får ”Drengen og færgemanden” til at halte.

Det er en klassisk fortælling i den forstand, at den får tid til at udvikle sig. Der er ikke meget Jason Bourne over Claes Johansens måde at fortælle sin historie på. Jo, måske som oprigtig fortalt af Robert Ludlum i de fantastiske bøger, men ikke i Matt Damon’s skikkelse i de hæsblæsende film. Og tak for det. Historien får lov at tage form og langsomt gribe dig. Og det er faktisk ikke så ofte, vi i dag får lov at opleve det. Så tak for det, Claes.

Jeg savner kun de lidt mere direkte og konkrete beskrivelser, jeg blev så forelsket i med technothrillernes indtog på bogscenen. En maskinpistol var ikke længere en maskinpistol. Det var en HK MP5 i SD2-udgaven med 3-round-bursts. Men det er i den grad et jeg-problem. For ”Drengen og færgemanden” er ikke en technothriller og gør intet for at forsøge at være det. Det forhindrer dog ikke, at jeg savner det alligevel.

De bedste beskrivelser kommer som sagt gennem den levende dialog. Vi lærer lige så meget om hovedpersonen gennem hans beskrivelser, tale og forklaringer, som vi gør om det, han beskriver, taler eller forklarer om. Og det er godt skruet sammen.

Er der små politiske skud med i bogen? Ja. Men det skal vi altså gøre plads til. Hovedpersonerne er mennesker af kød og blod, og de har naturligvis meninger om tingenes tilstand.

Alt i alt er dette en solid gren på stammen af Claes Johansens i forvejen stærke forfatterskab. Og du kan sagtens blive underholdt med denne bog i sommerferien.

Claes Johansen, Drengen og færgemanden, Turbine, Februar 2017, 344 sider