Invasionen af Tearling er andet bind i Erika Johansens romantrilogi om dronning Kelsea af kongeriget Tearling.

I Invasionen af Tearling har Kelsey manifesteret sin dronningemagt. Hun har standset rigets regelmæssige forsendelser af slaver til det overlegne naboland, hvis dronning, en magtfuld troldkvinde, har en langt større, og langt bedre udrustet hær. Nu står krigen for døren, og Kelsey har ikke meget andet end sin slægts gådefulde, utilregnelige, magiske ædelsten at sætte sin lid til. Hun distraheres af synerne, de giver hende, der fører hende ind i en trancelignende tilstand, hvor hun oplever en anden kvindes, Lilys, liv.

Lily lever før Udvandringen. Det vil sige i et fremtidens USA, men stadig længe før Kelseys forfædre udvandrede til det, dengang ukendte, Tearling. Hvis I vil vide mere om den sag, må I læse bøgerne. I Lilys tid bliver alt kontrolleret af mænd i en big brother-lignende dystopi. Hendes mand Greg ønsker sig mere end noget andet et barn, og da Lily ikke leverer, mister parret status, og Greg viser sig at være sadistisk og voldelig. Men så opdager Lily Blå Horisont – en ulovlig separatistgruppe, udsprunget af Occupy-bevægelsen, hvis credo ”En bedre verden” giver hende håbet og viljen tilbage.

Andet bind i Tearling-serien overgår absolut det første, både hvad angår spænding og originalitet. De to sideløbende historier er vidt forskellige i stemning og udtryk, hvilket underbygger begges troværdighed. Det pirrer desuden læserens nysgerrighed i forhold til, hvordan Lilys hamrende ubehagelige, nærmest Atwoodske sciense fiction-dystopi, kan udvikle sig til Kelseys klassiske middelalder fantasy-verden. Tilsammen skaber de også et socialistisk budskab, der samtidigt undergraves af Kelseys enevældige status, samt det faktum at den ”nye verden” hun regerer, er totalt dysfunktionel. Det vrimler med ondskab og kriminalitet, og Kelsey bliver selv mere og mere autokratisk. Der er tilsvarende en gennemgående religionskritik, som jeg fandt yderst tilfredsstillende. Der er bare ikke noget som selvhøjtidelige, fanatiske munke, der kastrerer de faldne, der ligesom sætter spark under en roman.

Når jeg ikke er udelt begejstret, skyldes det først og fremmest karaktererne. De er temmelig flade, og udvikler sig kun lidt. Den onde dronning har en baggrundshistorie, men den tjener snarere til at simplificere end til at udvide hendes omfang. Den er blot en simpel forklaring på hendes ondskab. Bikaraktererne er onde eller gode, og især de sidste flyder temmelig meget sammen.

Heldigvis får vi mere af forklaringen på Udvandringen her i andet bind. Men jeg mangler stadig meget, før jeg finder det troværdigt, at Lilys fremtid kan komme til at ligne Kelseys nutid. Det er underligt, at man ikke har flere artefakter af plast og metal fra før Udvandringen, at man er holdt op med at læse og skrive og mest af alt, at man ikke har holdt liv i den historiske viden.

Jeg snublede også over et temmelig stort plothul. Spring til næste afsnit for at undgå spoilers!
Lederen af Blå Horisont lader ikke bare Lily gennemgå frygtelige pinsler, men udsætter også sig selv og sine folk for ufattelig livsfare for at teste hende. Det gør han, selvom han hele tiden har vidst, at han vil acceptere hende, fordi han kan se ind i fremtiden. Vanvittigt.

Invasionen af Tearling er en glimrende sci-fi/fantasy-bog. Jeg anbefaler den fra 14 år og op. Sproget er simpelt og letlæst. Den er eksplicit voldelig og, som det sig hør og bør for amerikanske genre-forfattere, lidt bornert når det kommer til det seksuelle. Jeg var især underholdt af Lilys historie, der som sagt minder mig om Margaret Atwoods forfatterskab, men jeg holder også af Kelseys dannelsesrejse fra hidsig tøs til formidabel regent.

Læs også anmeldelsen af første bind Dronningen af Tearling.

Erika Johansen, Invasionen af Tearling, People’s Press 1. Maj, 532 sider