// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Morten Vittrup: Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Morten Vittrup: Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke

Skrevet af den 9. maj 2017 – 07:21Ingen kommentarer

Hvad kan et enkelt nej sagt på et tidligt tidspunkt i livet komme til at betyde for det menneskes liv – og for dets familie? Og hvad kan det betyde at være uønsket i livet? Begge dele kan betyde alt og præge alt. Sådan er det i hvert fald i Morten Vittrups vidunderlige slægtsroman, hvor vi følger argentineren Victor og hans familie gennem tre generationer fra 1954 til 2004 og i så forskellige steder som Argentina, Spanien og på hvalfangerbåde i det norske ishav. Både Che Guevaras frihedskamp og Francos Spanien spiller en central rolle i romanen.

Victor skyller i land på en spansk strand, hvor han bliver fundet og bragt til et kloster. Der bliver han passet og plejet af sygeplejersken Sofia, som overvejer at blive nonne. Han fortæller, at han er faldet over bord fra et fransk fragtskib og kommer fra verdens ende. Heldigvis havde han kunne klamre sig til et stykke drivtømmer af argentinsk cedertræ, og det havde reddet ham – efter to uger på havet skyllede han i land. Victor har mange historier at fortælle om sit liv, og Sofia bliver forelsket i ham. Efter forskellige forviklinger bliver de to gift, får børn og bliver hotelbestyrere.

Men der er episoder i Victors fortid, som han fortier, og som præger ham voldsomt, og dermed også Sofia, deres datter, som ikke vil ende som sine forældre og hans barnebarn Marco, som må undersøge og skrive sin morfars historie for selv at kunne komme videre i livet. En del af billedet involverer også hans egen far. At finde sandheden, at få sorteret de usande, opdigtede historier fra de rigtige bliver en opgave for både Sofia, Laura og Marco. Midt i det hele er Victor med alle historierne – både de sande og de opdigtede.

Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke er en rigtig dejlig familiekrønike og slægtsroman, og jeg kom hurtigt til at holde af de forskellige karakterer med alle deres plusser, fejl og mangler. Victor kan fortælle historier og gennem ham lærer vi, at sandheden kan have mange ansigter. Ligeledes kan kærligheden have mange ansigter og komme til udtryk på mange måder. Det er en roman, som vil blive siddende længe hos mig og som jeg bestemt kan anbefale.

Morten Vittrup, Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke, Forlaget Gyldendal, 447 sider, maj 2016

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.