Harens øjne er Martin Krogh Andersens fjerde roman. Jeg har ikke tidligere læst nogle af forfatterens bøger og var uforberedt på, hvad den aktuelle roman Harens øjne med den lidt specielle titel (og forside) ville byde på. Med sine kun 136 sider viste romanen sig at være en mættende og smagsfuld oplevelse af den gode af slagsen.

“Lidt efter humpede en gul paraply gennem haven. Den kom frem mellem træerne med den gamles hoved nedenunder. Vi så hinanden an på afstand, og han begav sig ud til vejen langs grøften.” Citatet er fra begyndelsen af bogen, hvor romanens hovedperson, en dreng på omkring 5 år, bliver sat af hos en ældre mand, Arne, hvorefter hans mor kører væk.

Jeg blev meget hurtig nysgerrig på drengen og på hans relation til den ældre herre. Hvem er drengen? Hvem er den ældre mand? Hvorfor bliver han bare sat af? Hvad er planen, hvad skal der ske, hvor længe skal han være der? Spørgsmålene står i kø! Nogle bliver gradvist besvaret i løbet af romanen, men ikke alle. Det giver plads til, at man selv må forestille sig en hel del. Man vil gerne være i selskab med drengen og hen af vejen fatter man også sympati for den ældre mand Arne.

Arne er lidt af en særling. Han kan udstoppe dyr. Og lave øllebrød. Stuen og værkstedet i hans hus på landet går nærmest ud i et og fra alle hjørner og hylder stirrer de udstoppede dyr på drengen. På samme tid uhyggeligt og trygt. Arne har engang været gift, men det er vist længe siden. De eneste han ser nu er en flok mænd, der ikke tilhører det bedste selskab, forstår man snart.

Fortællingen strækker sig over nogle måneder, hvor vi følger drengen og den ældre mand. Sproget er modent og varieret, og fortællingen må derfor være fortalt af drengen i et tilbageblik, tonen lyder ikke som en femårig. Harens øjne er en historie om slægtskab, om kærlighed, om at gøre det så godt man kan ud fra de forudsætninger man har.

Forfatteren er nærig med informationer, som læser skal man selv via få ledetråde regne ud, hvor i Danmark vi befinder os, i hvilket år etc. Det kan jeg godt lide, man behøver ikke altid at få alt serveret. Harens øjne får mine varmeste anbefalinger.

Martin Krogh Andersen, Harens øjne, Gyldendal, 136 sider, April 2017