Et hæsblæsende feministisk kampskrift? En roman om sindssygens vej og vrangveje? En bøn om våbenhvile i den kønspolitiske krig? Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg skal kategorisere debutanten Anna Dyhrs Købekælling. 

Fortælleren er fanget i et undertrykkende forhold, bogstaveligt talt. Pakket ned i en plastikboks fra et byggemarked bliver hun kun taget frem, når hendes kæreste ønsker hendes seksuelle ydelser. Men hun gør oprør, går ud i den undrende verden, der hverken vil eller kan forstå hendes fortid eller hendes kamp for retfærdighed. Her hjælper ingen kære politi, kommune eller veninde. Den gennemsigtige plastikboks er uden for normalvirkelighedens fatteevne. 

Hun prøver at skabe sin egen vej, møder endda en mand hun kan lide, men det går ikke – vejen frem er kamp. Faktisk kæmper hun så hårdt, at hun som en moderne Orlando ender med at gro en penis, for kun som mand kan man for alvor få succes. Det hjælper hende så godt, at hun kan slutte cirklen, møde sin undertrykker og lægge ham på plads i den gennemsigtige plastikboks. Fra offer til gerningsmand, fra lidende kvinde til triumfernede mand. 

Købekælling har et vanvittigt sprog. Sært poetisk, står der på bagsiden, og det kan jeg kun være enig i. Men også bare sær. Minimalisme på speed, feminisme på vrangen. Eller bare en gal kvindes monolog? 

Jeg må indrømme, at jeg er voldsomt fascineret, men alligevel også lidt frustreret. Købekælling er en oplevelse, men måske ikke en helt helstøbt en af slagsen. 

Anna Dyhr: Købekælling. Jensen & Dalgaard, 2017. 168 sider.