Det er de færreste krimiforfatteres hovedperson, der får egen statue. Men det er sket for Gunnar Staalesens Varg Veum, som siden 1977 har været helten i 18 af Staalesens romaner. Da Bergen har været romanernes geografiske omdrejningspunkt, er det måske ikke for meget forlangt med en statue i byen. De norske dagblades læsere kårede i 2004 ydermere Veum som tidens mest populære krimihelt.
 
Berømmelsen er dog ikke noget, der har betydning for Veum. Her i Storesøster virker han lidt træt. Der er ikke så mange illusioner tilbage for den private efterforsker, der har rundet de 60 år. Han er fortsat optaget af anstændighed og værdighed blandt mennesker, men disse sunde værdier bliver udfordret, da han påtager sig en overraskende opgave. En ældre kvinde møder op på hans kontor og præsenterer sig som hans hidtil ukendte halvsøster. Hun beder ham om at finde sin unge guddatter, der er pist forsvundet. Den nye familierelation animerer Veum til at kaste sig ind i opklaringen med alt, hvad han har at give af.

Han støder undervejs på den gamle sandhed om, at der i mange familier er ufortalte historier og hemmeligheder. Og hvor der er hemmeligheder, er der naturligt nok også nogle, der gerne vil bevare det sådan. Ikke alt tåler lys, og nogle hemmeligheder kan være værd at dræbe for.
 
Vi følger Veums minitiøse gravearbejde i første halvdel af bogen, og Staalesen tager sig god tid. Det bliver lidt vel langt, men i sidste øjeblik skiftes der tempo, og tandhjulene begynder at falde i hak. Plottet er velkonstrueret, og spændingen er tæt frem mod afslutningen, der overraskede undertegnede. Hvordan mon statuen egentlig ser ud – man bliver nysgerrig efter at have læst ”Storesøster”.
 
Gunnar Staalesen, Storesøster. Gyldendal. 320 sider. Oversat af Ilse M. Haugaard. 2017.