Det er blevet mere almindeligt at tale om det, der er svært. Med bogen På den anden side er marts fortæller Sólrún Michelsen om det tabubelagte i at ønske en afslutning. Det er en historie om at give slip. Om ikke længere at være datter, men i stedet være mor for sin mor. Hvor angsten for at miste, bliver overskygget af en trang til at give slip.

Fortælleren er først i tresserne og ser frem til at have tid til sine egne interesser. Børnebørnene kommer for at blive passet og forkælet. Hun ser frem til at skrive og få tid til sin mor. Komme på besøg og fortælle om det hun går og laver. Men sådan bliver det ikke. Hun skal forholde sig til, at hendes mor ikke længere er den kvinde, hun var. Pludselig er fortællerens rolle en anden. Hun skal være den ældste i familien. Den de andre spørger til råds.

Som moderen bliver mere dement, reflekterer fortælleren over sin egen barndom, og glædes over de små stunder hun får med sin mor. Et glimt af genkendelse og et smil på moderens læber, der får minder om en lykkelig tid frem. Men også en forløsende tanke om, ikke længere at stå til ansvar overfor hende. Når sundhedsvæsenet ikke er en hjælp, så hun står alene med det hele og ønsker, at det snart er slut. Især efter nogen tid når moderen pludselig er ’væk’ og er blevet en skygge, af den hun var.

Sólrún Michelsen har med På den anden side er marts skrevet en enkel og meget personlig roman om tabet af sin mor. Et tab der gradvis vokser, efterhånden som moderen forsvinder ind i sig selv, og glemmer alle omkring sig.

Trods sit tunge emne, kan man som læser ikke undgå at mærke forårets komme, og føle sig forhåbningsfuld overfor fremtiden. Sproget er stemningsfyldt, poetisk og historien er skrevet med kærlighed. Livet er en rejse og på den anden side er marts.

Sólrún Michelsen: På den anden side er marts, Forlaget Torgard, 146 sider, februar 2017