Hvis du er til psykologiske thrillere, så er En femte årstid et rigtigt god et bud på en pageturner, med et overraskende plot. Torkil Damhaug forstår på helt eminent vis at skitsere psykologiske spændinger i og blandt hovedpersonerne samtidigt med, at han viser, hvordan tråde fra fortiden uundgåeligt er vinklet ind i de ting, der sker i nutiden.

I byen Hammerdal ligger en gammel tagpapfabrik, som har været forladt i mange år. For år tilbage var den en stor arbejdsplads for mange af byens borgere, hvor det farlige arbejde med at få tagpap ned i det kogende asfaltkar foregik. En aften i 1978 giver Johnny Lindbekk, formanden for aftenteamet, teamet lov til at se en vigtig fodboldkamp i fjernsynet. Der bliver drukket lidt, selv om det er strengt forbudt. Da de starter op med at arbejde igen efter kampen, sker den frygtelige ulykke: en af arbejderne falder i karret med kogende asfalt og dør en frygtelig død. Årsagen til, at han kunne falde i er, at ledelsen på fabrikken ikke ville bruge penge på at sikre karret med et stakit.

Da fabrikken ikke kører alt for godt og er meget afhængig af en kontrakt med Statens Bygge- og Ejendomsdirektorat, lægger ledelsen låg på sagen og tvinger formanden til at tie. For hvis det kommer frem, at sikkerheden ikke er i orden, så vil kontrakten ryge.

Som årene går bliver fabrikken solgt, og der går mange uhyggelige historier om den – og om tjæremanden, der faldt i karret. Men hvor historierne kommer fra står hen i det uvisse, for de voksne, som var involverede den gang, siger ingenting.

Byens unge bruger fabrikken til at hænge lidt ud i. Det gælder også Ann, Victor, Nicolai og Helene. Ann og Helene er 15 år, veninder, og går i skole sammen med Nicolai. Helene er en slags kæreste med Victor, som er tre år ældre, kører motorcykel og er lidt farlig. Han flirter med stoffer og deler gerne ud til de andre. Han lægger op til Ann også, som er meget fascineret af ham. Han kan en historie om tjæremanden, og Ann bliver nysgerrig og begynder at bore i det.

Men noget er helt forfærdeligt galt i byen, som også huser Nitter, en mand som slog sig kone ihjel for 11 år siden, og lige er kommet ud fra den lukkede afdeling, fordi han har overbevist både læge og præst om, at han er blevet rask. Han må ikke se sin yngste søn Morten, også kaldet strejferen.

Morten vil gerne være sammen med de andre, men de holder ham uden for og Ann forslår en aften, at de lukker ham inde i kælderen på fabrikken. Det er meningen, at Victor skal lukke ham ud senere på aftenen, men noget går galt, og Morten kommer til at sidde der hele natten.

Kort tid efter forsvinder Ann og en af de andre bliver fundet død. Anns far er politimand, og begynder at efterforske sagen med Ann, for han ved, at ved forsvindingssager er det et kapløb med tiden. Og hvilket kapløb – det er ekstremt spændende, og der er mange tråde på kryds og tværs, hvor man hele tiden har på fornemmelsen, at ingen er til at stole på.

Beskrivelsen af Anns følelsesliv samt skift i fortællervinkel krydrer historien yderligere. Så kom bare i gang, de mange sider flyver afsted. Det er Torkil Damhaugs femte bog, og den første jeg har læst. Men jeg skal helt sikkert have fat i de andre også – som hver er selvstændige romaner.

Torkil Damhaug, En femte årstid, Forlaget Modtryk, 588 sider, oversat af Ilse M. Haugaard, februar 2017.