“Han hulkede lydløst. Gispede, mens snot og tårer blandede sig med blodet, men ingen tårer kunne vaske blodet væk, ingen gråd kunne gøre det, han havde gjort, ugjort.
Livet er ikke for børn.
Livet burde være forbudt for børn.
Og døden . . .”

En københavnsk dreng mister sin mor i en trafikulykke. Hans kunstnerfar tager ham med for at bo på landet et stykke tid et sted i det fynske øhav. Øboerne er skeptiske over for københavnerhvalpen. Han tegner blomster til sin mor. Han savner sin mor. Hans far drikker, maler og spiller høj musik. Børnene på øen er underlige. Næsten uhyggelige. Undtagen Fie. Fie er dejlig.

Langstrup er blandt de mest succesfulde danske horror-forfattere. Biograffilmen Finale der får præmiere i år er baseret på hans roman Alt det hun ville ønske hun ikke forstod. For nylig udkom romanen Skadedyr og tulipaner og før det den makabre roman Ø, der også er anmeldt her på siden. Han er blevet sammenlignet med Stephen King og kaldt for ”Danmarks gyserkonge”.

Derfor tog Skadedyr og tulipaner mig også lidt på sengen. Jeg havde forventet en morbid historie med overnaturlige elementer. I stedet fik jeg en intens skildring af en drengs sorg over en mistet forælder, og en rå usmigrende fremstilling af de værste sider af de små indgroede samfund, der stædigt overlever rundt omkring i landet. Der er det andre apologetisk henviser til med eufemismen Vandkantsdanmark.

I Skadedyr og tulipaner er der ikke fokus på den smukke natur eller den rene luft. Det interesserer ikke Langstrup, hvorvidt folk ”bare kommer hinanden lidt mere ved derude på landet”. Han skriver om de problemer, der opstår, når skolens mobbere er sønner af rektorens gamle skolekammerat og når et samfund lukker sig om sig selv, og skyr alt udefrakommende og anderledes. Københavnerne får også et par velfortjente sandheder i hovedet, men det er bonderøvenes selvtilfredse indbildskhed, der er denne histories dunkle drivkraft.

Det er en ubehagelig og dødsenstrist historie fra første side. Den er velskrevet og legende let at læse, bortset selvfølgelig fra den håbløse fortvivlelse den indgyder hos læseren, der som altid må stå udenfor og se ulykken ske uden selv at kunne gribe ind. Jeg vil anbefale den til alle, også folk der ikke normalt læser gys, for Skadedyr og tulipaner er ikke en klassisk gyser, hvis det da overhovedet er gys, og den behandler evigt aktuelle emner og problemstillinger, som på den ene eller anden måde berører de fleste. Eksempelvis skellet mellem børn og voksne:

“Børns oplevelser interesserede ikke voksne. Hvis man var heldig, foregav de at lytte til en, men deres tanker var andre steder. De hørte i virkeligheden ikke efter. Man kunne se det på dem, høre det på deres tågede svar. De nikkede og kom med formaninger eller tog afsæt i det, man var ved at fortælle, og fortalte i stedet om noget fra dengang, de selv var børn. De hørte ikke, hvad man var ved at fortælle dem. De havde så travlt med deres eget. Archibald havde vidst det længe. Det var noget, de fleste børn vidste. Voksne lyttede ikke. Men det burde de.”

Steen Langstrup, Skadedyr og tulipaner, 2 Feet Entertainment, 235 sider, januar 2017