Novellesamlingen Liv er ikke en bog for sarte sjæle, men hvis man er til noget med kant, så skal man have fat i Rasmus Hastrups debutbog udgivet af det nystartede forlag: Screaming books. De elleve skæve og dystre noveller vil alle samme skubbe til læseren med en absurd og provokerende tone.

Vi møder blandt andet en fader, der modtager et væmmeligt opkald fra børnehaven, vi hører om Lina-Kamille og hendes sære dansk stile, vi tager ud på landet og får indblik i, hvad ungdommen “hygger” sig med i fritiden – ja, vi kommer sågar en tur på dead row.

Samlingen er nærmest i gysergenren – ikke, fordi alt forgår inde i en dyb mørk skov, og det flyder med blod, men fordi man får lyst til at skrige. Også i den grad – både over det, der sker og den manglende handlen og aktivitet fra bogens personer. Det virker, som om de er lullet i søvn af hverdagens evindelige trummerum.

Værket er ikke lige min stil – det er for plotfikseret, nogle fortællinger føles for korte og kontante, og jeg blev direkte provokeret af en del af dem. Når det så er sagt, så er det jo selvfølgelig også meningen, at man som læser bliver rusket lidt, så man vågner af dagligdagens døs. Der er helt sikkert et par gode fortællinger i mellem, men for mig er det vigtigt, at sarkasme og ironi i samspil med alvorlige emner bruges raffineret ellers er det en spydig og bitter pille at sluge. Men værket er flydende, letlæsteligt og har helt sikkert noget at byde på.

Rasmus Hastrup: Liv. Screaming books. 141 sider. 2016.