Tine er over 60, fraskilt, lidt for tyk og stadig forelsket i sin utro eksmand. Han er til gengæld for længst kommet sig over hende, og har fået tvillinger med hende han bedrog Tine med. Tilmed foretrækker den elskede datter Elin sin far. Det kører ligesom ikke for Tine. En dag hvor hun falder over en græsslåmaskine, der klipper hende til atomer og samler hende igen 600 år ude i fremtiden, i en tid hvor Skive er blevet landets mest moderne metropol, får hun mulighed for at rette op på det hele.

Jeg kan godt lide Tine. Hun er samtidigt uendeligt tragisk og endeløst hverdagslig. Hun elsker en mand, fra hvem hun selv ville skilles, hun er misundelig på hans og datterens forhold – men samtidigt ”gik hendes liv i opfyldelse” da hun blev mor og hun ser ofte Elin og laver ting sammen med hende. Hendes eksmand kan hun alligevel ikke tale med. Derfor virker hendes komplekser en kende selvopfundne, og hendes senere valg skal måske ses i det lys. Jeg er nemlig ikke helt sikker på, hvad Marie Ladefoged forsøger at fortælle os.

Rigtig meget science fiction bruger alternative virkeligheder: andre planeter, andre tider eller simpelthen andre verdner til at belyse noget i samtiden fra en skæv vinkel – et nyt perspektiv. Det var også det jeg forventede af Rejsen til Skyway, der både gennem titlen og bagsideteksten gør noget ud af at fortælle, at det altså er i Skive, det foregår. Jeg forventede som minimum en fiffig skildring af Skibonitterne nu og om 600 år. Noget, der skar ind til benet på de gode og dårlige sider ved ”vandkantsdanmark” og fortalte om det særlige ved menneskene fra Skiveegnen. Derfor virkede bogen sløv i optrækket og som om den aldrig rigtigt kom i gang. Forventningsafstemning! Altid en god idè, og noget som Skyway ikke er super god til. Den handler ikke om Skive, eller fremtiden, eller samfundet – den handler om en ældre dame – Tine.

Derfor er tidsrejserne sprunget let og elefant henover, ligesom beskrivelserne af fremtidssamfundet ikke bevæger sig ud over det, den relativt uinteresserede Tine lige kan se. Tidsrejsen er affortryllet – reduceret til noget kedeligt og overfladisk. Fremtidsutopien, som vi kun får lov at snuse til er ufærdig og ugennemtænkt. Det giver mening, at en stor del af sproget er engelsk, men det giver ikke mening at en af disse hypermoderne jetset mennesker, gentager alting både på dansk og engelsk: ”Lige et øjeblik, just a minute”, ”pyt med det. Nevermind”, ”søde Tine, my sweet”. Det virker, hvis jeg selv må låne en engelsk frase, lide halvkogt. Det bliver ikke bedre af, at det nærmeste vi kommer en pointe i forbindelse med Skive-lokationen er en vag anti-københavn pro-dannebrosfølelse hos Tine.

Og hvordan har Skive så overhalet hovedstaden? Jo, global opvarmning. Klimaet har simpelthen ændret sig til jydernes fordel. Sådan noget løst vrøvl om vejr og vind virker ikke engang i fantasien, og er muligvis endda skadeligt med alle de faktakræsne klimaskeptikere, vi efterhånden skal høre på hver eneste aften i nyhederne. Det betyder selvfølgelig ikke alverden for hovedplottet, men det er endnu et skår i den efterhånden ret ujævne kop, som er Rejsen til Skyway.

Ladefoged og hendes hovedperson fjerner spændingen ved tidsrejsen, interesserer sig ikke for fremtidssamfundet, trods det er det, bogen sælges på, sex springes over, eller fylder meget lidt og i sidste ende er Tine den samme som hun altid har været. Det er en bog af fornægtelser, og jeg føler mig lidt snydt. Jeg synes Ladefoged skal skrive den om, give den 200 sider mere, hvor vi kan lære mere om Skive anno 2636, gå dybere ind i Tines møder med forskellige historiske personer og lære bipersonerne bedre at kende. Så tror jeg også, det bliver lettere at forstå, hvorfor Tine gør, som hun gør.

Når alt det er sagt, vil jeg endnu engang understrege, at min kritik skyldes, at jeg forventede noget andet. Tine ér en god hovedperson og hendes valg er både dybsindige og mildt overraskende. Den er udmærket skrevet med nogle meget spidsfindige passager, som når Tines befrugtede æg og hendes datter, som voksen, koger æg, skrives sammen i Tines stream-of-consciousness. Jeg læser fra en nordvestjysk sci-fi-fans perspektiv, og derfor mener jeg, at bogen har meget mere potentiale end det, der realiseres.

Marie Ladefoged, Rejsen til Skyway, Det poetiske bureaus forlag, 110 sider, januar 2017