Nogle gange sidder jeg med en bog, som jeg ville ønske bare varede ved pga. sproget, tonen, stemningen og selvfølgelig også plottet. Sådan en bog er Glimt af Chris Heape. Den er helt fantastisk skrevet med det ene smukke sprogbillede efter det andet. Oven i er det en meget gribende og spændende fortælling, der kører på det psykologiske plan, og hvor jeg blev meget grebet af hovedpersonens kamp mod sin egen hukommelse.

Vi følger Sam Hythe, som er fotograf, 61 år og på vej til at blive blind. Hele hans liv har været præget af den forfærdelige oplevelse, at hans far, stedmor og to små søskende blev slået ihjel, da han var 9 år. Han var den eneste overlevende og blev fundet af politiet ude i laden på familiens gård, hvor han var gemt langt inde i en høstak. Han har aldrig kunne huske, hvad der skete den dag, selv om han har forsøgt ihærdigt. Han kan dog huske stemningerne op til dagen, hvor hans far og stedmor skændes og ikke lader til at have det godt mere.

Han kommer på et specielhospital, hvor han bor nogle måneder, inden han skal flytte ind hos en plejefamilie. Hans redning bliver sygeplejersken Søster Nina, som taler rigtigt med ham, og får gjort ham interesseret i at fotografere. Hun tager ham med ud på gården, hvor han tager en række fotos, som skal hjælpe ham med at huske – og de følger ham gennem hele livet.

Sam udvikler indviklede systemer for at kunne håndtere sit sjæleliv. Han ser alt i linjer, og det er linjer, der styrer hans fotografier og liv i det hele taget. Linjer og lys. Han møder den store kærlighed og får også en datter, men hans fortid ligger som en tung dyne over det hele. Hans store kærlighed til sin far gennemsyrer også hans liv, lige som en historie gør, som hans far fortalte ham om månen, der blev fisket op af en sø, og holdt op med at skinne med den konsekvens, at tiden blev sat i stå.

Fortællingen springer i tid, så vi både følger Sam som barn og som voksen i hans kamp for at huske, hvad der skete den gang, og finde ud af, hvem der myrdede hans familie. Beskrivelsen af hans OCD-lignende systemer og hans kamp for at huske er hjertegribende – og hele plottet fra start til den grufulde slutning er rigtigt godt tænkt.

Glimt er Chris Heapes anden roman og han oprindeligt uddannet billedkunstner. Hans kunstneriske baggrund kommer til udtryk i hans måde at bruge sproget på, for han har sproget i sin magt. Jeg håber, at der kommer flere bøger fra hans hånd.

Chris Heape, Glimt, Turbine forlaget, 178 sider, oktober 2016