Aase Schmidt har med bogen Et døgn på jorden skrevet en fin lille roman om hvor smukt det kan være at turde give slip på livet, når det er tid.

Den 75-årige Rigmor er døende, og hun beder bogens fortæller om at give hende et døgn. Et døgn, hvor hun kan tage afsked med havet, huset og drømmene. Hun tager bussen hen til byens supermarked for at handle ind. Hun møder sin ungdomsforelskelse og taler til ham for første gang. Fortæller ham, hvor frygtelig forelsket hun var i ham. Kun for at tage afsked med ham igen.

Hun får besøg af sin papdatter Tone, sin niece Maja og hendes børn. Hun går ture ved havet, glædes over de små ting. Samtalerne mellem hende, Tone og Maja, også dem hun ikke selv deltager i. Børnenes latter og leg på stranden. Hun trækker tarotkort, tænker på sorgen over at være barnløs, og dernæst på glæden over at have fået en papdatter gennem sin eksmand.

Bogen skifter mellem Rigmors oplevelser og fortællerens betragtninger. Fortælleren indvilliger tøvende i at følge Rigmor i hendes sidste timer. I små afsnit kaldet Mellemspil, er fortælleren fysisk til stede, og betragter fra sit skjul Rigmors færden.

Et døgn på jorden er en smuk og velskrevet roman om at acceptere, at livet har en ende. Med sine fine lyriske betragtninger og kærlighed til naturen, mindede den mig meget om Sommerbogen af Tove Janssen. Aase Schmidt skriver om livets eksistentielle grundvilkår, og at vi til sidst må forsone os med de valg, vi nu engang traf.

Aase Schmidt: Et døgn på jorden, Jensen & Dalgaard, 126 sider, april 2016