// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jens Blendstrup: Slagterkoner og bagerenker
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Jens Blendstrup: Slagterkoner og bagerenker

Skrevet af den 17. januar 2017 – 07:15Ingen kommentarer

Det var med store forventninger, jeg begyndte at læse Slagterkoner og bagerenker. Blendstrups bøger er kendt for at være bramfri, surrealistiske og ret gakkede. Jeg kunne ikke undgå at trække på smilebåndet allerede ved bogens beskrivelse af Jørgen Usse Gravesen, en 52 årig elmontør.

Jørgen Usse Gravesen har arbejdet 22 år i det lille firma Due-El, så det kommer som et chok, da han pludselig står med en fyreseddel i hånden. Jørgen mener selv, at han er pålidelig og altid har leveret et godt stykke arbejde. Hans liv er bygget op omkring de rutiner, han har tilegnet sig med hustruen Anita, som han mødte, da han var ung minirocker i Præstø. De har hus, have og bil. Der er ingen uventede besøg, ingen pludselige ændringer i deres vaner.

Jørgen melder sig hurtigt på Arbejdsformidlingen og sørger for at holde sig beskæftiget med huslige pligter. De mange timer alene får hans i forvejen store libido til at eksplodere, og seksualiteten blomstrer frit mellem Anita og ham. Desværre varer lykken ikke længe. Jørgen træffer den ene afsindige beslutning efter den anden, og efterhånden begynder hans perfekte liv at ramle. Han begynder at drikke og have seksuelle fantasier om forskellige genstande og alle de kvinder, han møder. Langsomt fjerner han sig fra sin elskede Anita, og synker ned i fortvivlelsens mørke og vanvid. Godt hjulpet på vej af naboen Madsen, som allerede er fraskilt og har et solidt alkoholforbrug. Snart bliver den tabte ungdom udlevet med høj musik, besøg på værtshuse og køb af en Kreidler knallert fra 1983.

Selvom Slagterkoner og bagerenker er en roman om en mand i opløsning, er den spækket med humor og varme. Jeg grinte højt flere gange, mens jeg læste bogen. Det er Blendstrups hidtil længste roman, og selvom det er en tragisk fortælling, flyver man igennem bogen med et smil på læben. Heppende med vimpler og flag, på Jørgen Usse Gravesen.

Jens Blendstrup: Slagterkoner og bagerenker, Samleren, 432 sider, oktober 2016

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.