Lotte Kaa Andersen: 100 dage
Lotte Kaa Andersens ”Hambroes Alle 7-9-13” fra 2015 var jeg meget begejstret for, og derfor var mine forventninger høje til den selvstændige efterfølger, ”100 dage”.
Personerne er de samme – vi møder tre familier: Line, der har mistet manden Kristian, der begik selvmor efter familievirksomheden gik konkurs. Ejendomsmægleren Kaare og hans advokatfrue Caroline og i denne bog især deres teenagesøn Lukas. Den arbejdsløse Cille og konsulentmanden Ask – de flyttede til Nordsjælland efter hans ønske, og Cille føler sig mere og mere spærret inde i et hjem, der slet ikke opfylder hendes drømme. Vi kigger igen bag facaden, men jeg synes, man bliver nødt til at have læst forgængeren for helt at kunne følge med.
”I Hambroes Allé” fandt jeg personerne realistiske og humoristiske. Desværre er det ikke samme opfattelse, jeg har af ”100 dage”. Det polerede ydre og det kaotiske indre er stadig interessant, men jeg synes, det er for søgt og faktisk lidt kedeligt. Der er blandt andet en optagethed af Kongehuset, som jeg slet ikke finder flatterende, men nærmere usympatisk, og det påvirker min motivation for at være nysgerrig på personerne.
Det er ærgerligt, at ”100 dage” ikke falder i min smag, for der var lagt så fin en retning i ”Hambroes Alle”.
100 dage, Lotte Kaa Andersen, Rosinante, 4. november 2016, 344 sider.