Liane Moriarty udkom før nytår med sin femte roman, ”Vanvittig skyldig”, og en af hendes romaner bliver til februar vist som TV-serie. Det forstår jeg godt.

Hendes fortællinger er levende, gribende, humoristiske og tragiske på samme tid. Som i flere af de andre romaner sætter ”Vanvittig skyldig” forudsigelighed, ærlighed, magt og handlinger i spil i både parforhold og venskaber. For mig er det ”vanvittigt” interessant, og jeg kan varmt anbefale bogen, som jeg tæskede igennem i julen. Den var ret svær at lægge væk igen.

Vi følger tre par: Erika og Oliver, Sam og Clementine samt Tiffany og Vid, som bor i et villakvarter med Erika og Oliver til den ene side og en forstokket ældre enlig mand på den anden side. En barbecue hos Tiffany og Vid er omdrejningspunkt for handlingen og fortællingen er fortalt skiftevist før, under og efter denne barbecue.

Sam og Clementine er gift og har to piger. Sam er begyndt på det, der burde være hans drømmejob, og Clementine spiller cello og forbereder sig til en særligt vigtig audition til hendes drømmejob. De er enormt sikre på hinanden. Indtil de er til barbecue.

Erika og Clementine kender hinanden fra barndommen – et venskab, der ikke er lige så ligevægtigt, som de begge ville ønske. Erika er en interessant personlighed med en mennesketung bagage fra barndomshjemmet, som præger hende i alt, hun gør. Oliver, hendes mand, har også en fortid fra en dysfunktionel barndom, og de to har fundet glæde og støtte i hinanden. Indtil Oliver ønsker et barn.

Tiffany er tidligere danser, og hendes fortid betager især Sam og Clementine til den famøse barbecue. Vid er en altomfavnende personlighed, der elsker fester og helst ikke ser problemer i øjnene. Indtil han bliver nødt til det.

Liane Moriarty har skrevet en bog smækfyldt med cliffhangers. Der bliver slet ikke givet ved dørene, og begivenheden ved den fælles barbecue er på ingen måde forudsigelig. Man får lyst til at råbe ad personerne, at de skal tale sammen, at de skal se sig for, at de skal elske det, de har og ikke hele tiden stræbe efter naboens græs, der i flere tilfælde er mere vissent end grønt. Mon ikke vi alle skal huske på det engang imellem?

Vanvittig skyldig, Liane Moriarty, Politikens forlag, udgivet 28. december 2016, 496 sider, oversat af Hans Larsen