Jette Hvidtfeldt: Erhards sofa
Sig navnet Erhard Jacobsen, og langt de fleste mennesker over 40 (og politiske nørder under 40) vil have en mening om den karismatiske nu afdøde politiker.
Ganske kort tid før Erhard Jacobsens død, satte journalist Jette Hvidtfeldt sig til rette i Erhard Jacobsens sofa på søvej i Gladsaxe og tændte båndoptageren. Det er der kommet en læsværdig, men en anelse rodet bog ud af.
Bogens styrke er hovedpersonen, hans holdninger og synspunkter – altså indholdet. Formen derimod kunne der godt være arbejdet mere med. Bortset fra forordet, så er de 224 sider en lang snak i jeg-form om hvad der lige falder Erhard ind med gevaldige spring både tilbage og fremad i tiden. Her kunne man godt have ønsket sig at journalisten havde systematiseret Erhards fortælling noget mere i tidsmæssige kapitler og i kursiv havde tilføjet lidt baggrund til hvert kapitel. For hvis ikke man levede i Erhards storhedstid i 70’erne, kan det (medmindre man er politisk nørd) virke en anelse indforstået, når snakken falder på Erhards kamp mod DR og andre mærkesager.
Som jeg har været inde på i tidligere anmeldelser, så har de sidste års boom i erindringsbøger betydet at ikke alle har en lige spændende historie at fortælle, men det har Erhard. Og der bliver desuden heller ikke lagt fingre imellem når venner og fjender skal roses eller skosses. Noget som ikke alle er gode til.
224 sider er normalt meget passende for en biografi (hørte du det Bill “800 sider” Clinton?), men i Erhards tilfælde kunne den sagtens have trukket 300 sider. Som borger i Gladsaxe Kommune savner jeg især meget mere om hans 16 år som borgmester i kommunen, om opførelsen af Høje Gladsaxe (monumentet for det socialdemokratiske velfærdssamfund) og DR-byggeriet i Gyngemosen.
Desuden kunne det have været spændende at høre Erhards vurderinger af Socialdemokratiet i dag (bogen er skrevet i 2002) sammenlignet med da han forlod det i 1973 og i det hele taget få en analyse af dansk politik anno 2002 fra en gammel politisk rotte.
Jette Hvidtfeldt: Erhards sofa, Aschehoug, 2002. 224 sider.