Da jeg fik bogen Glimt i hånden var det med en forventning om, at det var en traditionel spændingsroman. Der tog jeg fejl. Chris Heape har med Glimt skrevet et smukt litterært værk om en mands tragedie, og hans måde at håndtere den værst tænkelige hændelse på. For hvordan overlever man som barn, at miste hele sin familie?

Sam Hythe er 61 år gammel og er langsomt ved at miste synet. Om få år vil han være blind. Han har hele sit liv haft en følelse af, at han burde vide hvem, der myrdede hans familie. At han på en måde var ansvarlig for familiens skæbne, da han som 9-årig blev fundet i familiens lade, uden nogen minder om den massakre, der havde udslettet hans familie.

Vi hører om hans liv som fotograf. Et liv gennemsyret af tvangstanker. Gennem sine fotografier af lys og mørke, prøver han at bevare kontrollen over sine minder. En kontrol, der gør, at han som fotograf har stor succes, men fejler som ægtemand og far. For kan man elske et andet menneske og give slip, når frygten for at miste igen overskygger alt. Efterhånden som Sam tillader sig selv at se det, han i alle årene har fortrængt, begynder sandheden så småt at gå op for ham.

Glimt veksler mellem fantasi og hukommelse, og er en anderledes læseoplevelse end den normale spændingsroman. Den er spækket med associationer og metaforer, og det skinner tydeligt igennem, at Chris Heape har en uddannelse som billedkunster. Han har med Glimt skrevet en fin lille filosofisk og kunstnerisk bog om, hvilken magt vi har over vores sind.

Chris Heape, Glimt, Oktober 2016, 177 sider, Turbine