Pauliina Rauhala har med sin debutroman Himmelsang skrevet en levende og lyrisk roman om et fanatisk religiøst samfund i det nordlige Finland. Vi får med bogen et indblik i tanker, som ofte virker ekstreme, grænsende til det gale.

Bogen skildrer et samfund, der hylder kvinder, der føder mange børn. Et fællesskab, hvor der ikke er plads til egne tanker og holdninger. Et samfund, der prædiker, at de børn, der ikke bliver undfanget, i stedet bliver født i helvede i tifold smerte.

Det unge ægtepar Vilja og Aleksi har fået fire børn i de første fire år af deres ægteskab. Det er ikke tilladt at bruge prævention, ikke tilladt at være afholdende seksuelt og ikke muligt at stoppe strømmen af børn. Da Vilja for femte gang ser to streger på graviditetstesten, ramler hele hendes tilværelse. Hun begynder at tvivle på sit moderskab og sin religion. For hvilken Gud syntes det er i orden, at mødre dør af udmattelse, eller i desperation efterlader deres børn. Og hvordan kan hun fortsætte med at være mor, når hun mest af alt har lyst til at flygte fra det hele.

Himmelsang er en dramatisk kærlighedshistorie, med et stærkt etisk budskab. Den handler om at være indoktrineret fra så ung en alder, at man er i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert. Den fortæller om den grænseløse kærlighed mellem to mennesker, som bliver testet til det yderste. Om kærligheden til sine børn, og hvorvidt man kan tillade sig at give op, når byrden føles for tung.

Pauliina Rauhala har skrevet en fængslende roman om kærlighed og livet i en kristen vækkelsesbevægelse. Bogen veksler mellem fortid og nutid, og holder læseren vågen med indskudte anonyme blogindlæg og lyriske afsnit. Jeg måtte holde vejret en stor del af bogen. Som mor var det hjerteskærende at læse om en kvinde, der har så megen kærlighed til sine børn, men bliver presset så hårdt, at hun giver op.

Pauliina Rauhala, Himmelsang, 271 sider, August 2016, Jensen & Dalgaard, Oversat fra finsk.