En gruppe kolonister beslutter at omdanne en stor del af Saharaørkenen til indhav. De lokale nomadefolk er mildt sagt uimponerede. Især er tuaregerne utilfredse og saboterer arbejdet, hvor de kan. Vi følger primært en lille gruppe soldater, der eskorterer en fransk ingeniør gennem ørkenen for at besigtige arbejdet, samt den brave hest Va-d’l’avant og hans tro følgesvend hunden Coupe-à-coeur.

Hunden og hesten fylder relativt meget i historien. Sammen gør de den ellers ret drøje historie lidt mere letbenet og humoristisk. De er også de mest udviklede karakterer, hvilket desværre siger mest om de menneskeliges manglende omfang. Det er ikke ukarakteristisk for Verne at benytte enkle ensidige karakterer, men i Havet i Sahara, hvor handlingen er lidt træg, er det mere iøjnefaldende, og til tider decideret forstyrrende. Jeg vil derfor anbefale nye Verne-læsere at starte med noget andet: En verdensomsejling under havet, Jorden rundt på 80 dage eller Rejsen til månen måske?

Havet i Sahara minder mere om Zarens kurér. Der er usædvanligt meget fokus på geografi, selv for Verne, og historien bevæger sig kun langsomt fremad. Derfor er den velegnet til inkarnerede fans og læsere, der interesserer sig for perioden (start 1900-tallet) og området i forvejen. Et kapitel starter for eksempel således:

”Melrir-saltsøen har i sit geometriske omrids nogenlunde form som en retvinklet trekant, når man medregner Farfaria-sumpene mod nord og andre lavninger af samme art mod syd som f.eks. saltsøen Merouan. Fra nord mod øst tegner dens hypotenuse en næsten ret linje i retning fra Tahir-Nassou til et punkt under den fireogtredivte breddegrad ved det yderste punkt på den anden kanal…”

Magter man ikke disse mange og lange udredninger, bliver det en meget lang bog at komme igennem. Interesserer man sig for ingeniøren og geografikerens vinkel såvel som historikerens og antropologens, kan læseoplevelsen i stedet blive både lærerig og spændende. Jeg selv, må jeg indrømme, kæmpede en brav kamp for at finde hoved og hale i småbyer, oaser og søer, kun for til sidst at give helt op og bare læse henover det i et forsøg på at øge tempoet og få gang i historien.

Det er første gang Havet i Sahara oversættes til dansk og det er den tredje Verne-bog, Det Poetiske Bureau for nylig har førstegangsoversat. De to første var Wilhelm Storitz’ hemmelighed og Rejsebureauet Thompson & Co. De er alle tre tilgængelige i Bureauets Lommebiblioteks-udgaver, hvilket vil sige paperbacks uden så mange dikkedarer.

Havet i Sahara har desuden mange fodnoter, primært til at forklare de geografiske fikspunkter. Der er også et par kort, som jeg personligt fandt langt mere behjælpelige. En enkelt note (s. 105) fangede dog min opmærksomhed: ”For de filminteresserede: I Star Wars filmserien blev et sted nær Tozeur benyttet til opførelsen af Luke Skywalkers barndomshjem på ørkenplaneten Tatooine, der i øvrigt er opkaldt efter en anden tunesisk by syd for Gabès.” Gad vide om redaktøren eller oversætteren er kæmpe Star Wars fan, eller om de tror, de kan sælge flere bøger ved at nævne Star Wars i noterne? I hvert fald var det så pudsigt for et skønlitterært værk, at jeg ikke kunne lade være med at nævne det her.

Jules Verne, Havet i Sahara, Det Poetiske Bureaus Forlag, 318 sider, Dansk udgave 2016