Jeanett Veronica Hindberg: PS. Trænger til risalamande (og adventsdiller) – En underskudsramt jul
Jeanett Veronica Hindberg er nu blevet 42 år, er stadig overvægtig, og det er stadig alt for lang tid siden, at hun har fået sex.
Sådan lægger Jeanett Veronica Hindberg ud i sin tredje selvbiografiske bog PS. Trænger til risalamande (og adventsdiller) – En underskudsramt jul. Bogen er en ekstraordinær juleudgivelse baseret på hendes blog fra sidste år af samme navn. Den er skrevet på opfordring af de tusindevis af læsere, der fulgte hende gennem december 2015.
I bogen følger vi hende gennem en slags julekalender, i en meget begivenhedsrig december måned. En tid, der er proppet med sjove og pinlige episoder, svære julegavekøb og hendes fiktive forhold til chatflirten udkantsadonis og kærligheden til Morten Resen. Fortællingerne er skrevet uden filter i dagbogsform. De bevæger sig fra sjove anekdoter om mangel på mænd og risalamande, til hjerteskærende fortællinger om Jeanetts savnede morfar og hendes opvækst med en alkoholisk mor.
For Jeanett Veronica Hindberg har på ingen måde haft en nem opvækst. Hendes liv som enlig teenagemor med en social fobi gør, at hun helst ikke bevæger sig udenfor, sætter begrænsninger alle vegne. Hun formår dog at glæde sig over de små ting og skriver så ærligt om sig selv, at man både græder og griner på samme tid.
Har du lyst til at grine dig gennem december måned og måske glæde dig over, at SÅ slemt har du det trods alt ikke, så er dette den perfekte bog. Jeanett Veronica Hindberg forstår at fortælle om sig selv på så bramfri en måde, at selvom hun ofte bevæger sig langt under bæltestedet (og bliver dernede), kommer man til at holde umådelig meget af hende.
Jeanett Veronica Hindberg: PS. Trænger til risalamande (og adventsdiller) – En underskudsramt jul, Turbine, November 2016, 132 sider.