Nina Kreutzmann Jørgensen: Hun står i nordenvind
Da den grønlandske sangerinde Nina Kreutzmann Jørgensen satte sig for at skrive novellesamlingen Hun står i nordenvind, var det som en del af et vestnordisk projekt, hvor hun ville fortælle om forskellige kvindeskæbner. Hun ville fortælle forskellige historier om tabuemner fra spiseforstyrrelser til jalousi. Først med musikalbummet NINA dernæst med en tilhørende novellesamling, som beskrev kvinderne mere specifikt.
I Hun står i nordenvind beretter Nina Kreutzmann Jørgensen om ti vidt forskellige kvinder fra Danmark, Grønland, Island og Færøerne. Alle smukt illustreret af kvindelige kunstnere fra de fire lande.
Historierne fortæller om hverdagens banaliteter, om det at blive voksen, om spiseforstyrrelser, selvværdsproblemer, venskaber, drømme og håb. Hver kvindes historie er portrætteret med lyrik, kunst og en fortælling, der får læseren viklet ind i kvindernes liv. Et liv der både rummer glæder og sorg.
Vi hører om den smukke Maalia fra Grønland, om Gudska fra Færøerne, som har boet alene og isoleret i 12 år, om islandske Helgas stærke bånd til sin far og om Maddie fra Danmark, som ikke kan mærke sig selv. Historierne afløser hinanden, som perler på en snor, men uden at man som læser blander dem sammen. Hver historie består af et portræt og digt, som indleder det næste kvindeliv, der udfoldes på papiret.
Jeg havde ikke hørt om Nina Kreutzmann Jørgensen før jeg læste Hun står i nordenvind. Hun overraskede mig positivt, både med det arbejde, der er lagt i selve udformningen af bogen, men også med hendes sproglige formåen. Udover at være en novellesamling, er bogen et smukt kunstprojekt, med smukke illustrationer og lyriske værker, hvor der hverken er sparet på plads eller papir.
Nina Kreutzmann Jørgensen, Hun står i nordenvind, November 2016, 160 sider, Milik Publishing.