Vi var engang er forfatterens debutroman, som handler om at acceptere sorgen over at miste en man elsker og om at beslutte sig for at leve videre.

Rammen om romanen er 27 årige Milles breve til hendes døde tvillingebror Jeppe. I brevene fortæller hun om sin hverdag, at hun savner ham og om at hun er usikker på, om psykologen egentlig støtter op om alle de breve hun skriver til sin bror.

Mille bor på Nørrebro, er single og arbejder deltids med at sælge rejser i stedet for at få sit speciale skrevet færdig. Og så døjer hun vældig meget med angstanfald.

Brevene skrives i perioden fra oktober til februar, – den danske kolde, våde og lange vinter bliver således billedet på, hvor svært Mille har det. De næsten daglige breve til Jeppe bliver en slags terapi for Mille.

Sproget er hverdags-fortælleagtigt og langt mere kækt end poetisk. På den ene side signalerer sproget en slags humoristisk overskud og på den anden side er det måske nærmere en forsvarsmekanisme, da det kække holder følelser lidt på afstand?

Der er lidt for mange kapitler/breve/bihistorier med beskrivelser af hendes hverdag, der ikke rigtig bringer hovedhistorien videre. Fx er vi med i dagene ved juletid, der mest virker som om de er med, fordi julen ligger midt i perioden fra oktober til februar.

Når det er sagt, så vokser både romanen og Mille på den sidste fjerdedel af bogen godt hjulpet på vej af en forelskelse.

Pia Konstantin Berg, Vi var engang, Byens forlag, August 2016, 201 sider.