Årets indtil videre nok mest omtalte bog er slet ikke udkommet endnu. Det skulle først være sket om en uge. Politiken-journalisten Morten Skjoldagers bog ”Syv år for PET” har imidlertid tiltrukket sig stor opmærksomhed og kom i går søndag ud som et særtillæg til Politiken.

Det startede fredag, da PET alene ud fra foromtalen fik nedlagt fogedforbud mod bogen, hvor tjenestens tidligere chef, Jakob Scharf, er omdrejningspunkt. De frygtede, at der ville komme oplysninger frem i bogen, som kunne skade Rigets sikkerhed. Det fik så Politiken til at trykke bogen som et særtillæg til sin søndagsudgave. For censur hørte ingen steder hjemme i et demokrati, lød det fra avisen.

Bogen udkommer egentlig først næste mandag, men undertegnede benyttede lejligheden til at læse den søndag i Politikens avisudgave. Det var alligevel planen, at jeg skulle læse den inden den udkom.

Om indholdet truer nationens sikkerhed, om det var rigtigt af PET at kræve fogedforbud, om det var rigtigt af byretten at give det og om det var rigtigt af Politiken at trykke bogen, hører hjemme i et andet fora. Her kigger vi alene på bogens indhold.

Terrorsager og især danske terrorsager er i denne anmelders optik altid spændende at læse om. På hylden står da også allerede bøger, der beskæftiger sig mere detaljeret med nogle af de sager, som bogen behandler.

I ”Syv år for PET” får vi gentaget mange af detaljerne og beskrevet forløbene på en lidt anden måde og i nogle tilfælde krydret det med lidt flere detaljer, da vi får Jakob Scharfs version. Hvordan det så ud fra hans stol. Desuden får vi historierne om nogle af de mindre sager, som der endnu ikke er udkommet særskilte bøger om.

Men vi kommer ikke laget længere ned. Der hvor der kommer afgørende nyt på bordet. Den største anke mod ”Syv år for PET” er nemlig, at det er et kompromis. Det er ikke en gennemført og grundig bog om syv vigtige år i den danske terrorhistorie og PET’s historie med mange forskellige vinkler, kilder og detaljer. Det er heller ikke et gennemført og grundigt portræt af den mand, som var chef for PET i perioden. Det havde ellers været superinteressant, da man har indtryk af, at vi her har at gøre med en super skarp og charmerende personlighed, som dog også deler vandene og ikke er lige populær i alle kredse.

Det er snarere sidstnævntes refleksioner og erindringer over det første. Det kommer der et forholdsvis ensporet værk ud af, hvor vi ikke bliver særlig meget klogere og får særlig meget nyt at vide om nogle af de mest markante sager i perioden. Vi bliver heller ikke særlig meget klogere på personen Jakob Scharf, da det næsten udelukkende er hans version af sagerne vi får.

De rigtig store terrorsager i perioden er allerede behandlet og beskrevet mere grundigt og detaljeret i andre bøger af blandt andet forfatteren til denne bog. I sagerne om Kurt Westergaard, Henrik Sass Larsen og Pia Kjærsgaard kommer der kun ganske lidt nyt frem. Ja, det er næsten kun i sagen om Muhammed-tegneren Kurt Westergaard, at undertegnede får oplysninger, som er opsigtsvækkende og nye. Men det er mest på detaljeplanet. Ikke afgørende nyt.

Når det er sagt, så summer ”Syv år for PET” meget godt Jakob Scharfs periode op og giver et godt overblik til alle dem, som måske lige har fået læst bøgerne om de enkelte terrorsager eller har fulgt avisdækningen af blandt andet retsudvalgets besøg på Christiania eller samarbejdsvanskelighederne mellem Scharf og medarbejderne i PET.

På trods af at bogen allerede er udkommet på avispapir, så bliver den uden tvivl en langt større sællert, end den ellers ville være blevet, hvis ikke PET havde nedlagt fogedforbud og de danske medier havde været ulydige og set stort på forbuddet. Det kan forfatteren og forlaget kun glæde sig over. For egentlig er den kun interessant for os, der interesserer sig indgående for landets hemmelige tjenestes arbejde. Og vi får som nævnt et jævnt godt kompromis. Vi læser det. Lagrer oplysningerne i baghovedet. Og stiller den så op på hylden ved siden af de andre udgivelser om danske terrorsager og efterretningstjenester. Ikke den store revolutionerende bog. Ikke en milepæl. Ikke en ”must read”. Men en udmærket bog, der føjer lidt mere til det samlede billede.

Morten Skjoldager: Syv år for PET. People’s Press, 2016, 440 sider