Julius Cæsar og hans tid holder aldrig op med at fascinere os. Det har også alt, man kan ønske sig dramaturisk: krig, kærlighed, forrædderi og nogle af de største forfattere i verdens litteraturhistorie. Mange forfattere har kastet sig over perioden, der bortset fra 2. verdenskrig må være en af de historiske perioder, der er oftest omsat til litteratur.

Diktator er tredje bind af Robert Harris trilogi om den romerske republiks sidste år – de første to hed Imperium og Lustrum. Hovedpersonen er ikke Cæsar selv, omend han er omdrejningspunktet for det meste af handlingen i dette tredje bind, men derimod juristen, retorikeren og politikeren Cicero. Fortælleren er Ciceros husslave Tiro, der efter stigende opfandt stenografien inklusiv nogle af de tegn, vi stadig bruger – eksempelvis &-tegnet.

I de første to bind af trilogien fulgte vi Ciceros opstigen fra en mindre betydningsfuld og meget lidt fornem plebejer gennem et utal af retssager og politiske rævekager til republikkens vigtigste post som konsul og den besværlige tid som konsul. Cicero var i opposition til mange betydningsfulde senatorer og har et åbent blik for grådigheden, korruptionen og udueligheden hos det romerske aristokrati, men alligevel er han indædt tilhænger af republikken og modstander af Julius Cæsar. Det bringer hans liv i fare, og Diktator åbner med Ciceros rejse mod eksilet.

Eksilet – i Grækenland, en udørk hvis man skal tro Cicero selv – er kun midlertidigt, og Cicero vender tilbage til intrigerne og magtkampene i Rom. Han er ikke en del af de sammensvorne, der myrdede Cæsar, men støttede deres sag – helt frem til slutningen, som jeg af hensyn til læsere der ikke lærte om Ciceros endeligt i oldtidskundskab, ikke skal afsløre her.

Tiro er en distanceret fortæller, og det er en del af Diktators udfordring. For Robert Harris har tidligere skrevet spændende historiske (og eminent kontrafaktiske) romaner. Men i Diktator er han kørt lidt træt. Mænd og kvinder dør, krige kæmpes, forrædere svigter og republikken går under, men det er bare en kæde af handlingsreferater, der ikke rigtig rør mig som læser. Personen Cicero forsvinder under de mange formentlig velresearchede begivenheder, og heller ikke Tiros kærlighedshistorie bliver rigtig foldet ud. Det er lidt ærgerligt, at Harris ikke formår at holde dampen oppe igennem alle tre bind (det første, om den unge ukendte Cicero spæde advokatkarriere, er klart det bedste).

Hvis man ikke kan få nok af Cæsar og Cicero, så kan man sagtens læse med her, for det er bestemt hverken dumt eller ligegyldigt. Vil man dog for alvor underholdes og have en indlevende fortælling fra Romerriget, så spring Diktator over, ryk 130 år frem og læs i stedet Harris’ langt bedre Pompeji, der byder på drama, kærlighed, romerske forfattere og en enkelt, lille vulkan. (Og bagefter skal man absolut læse hans fremragende og tankevækkende Fædrelandet fra et aldrig eksisterende Berlin, hvor Hitler vandt krigen).

Robert Harris: Diktator. Lindhardt og Ringhof. 2016. Oversat af Jan Pock-Steen. 413 sider.