Monica Ali: I køkkenet
”I køkkenet” er fortællingen om køkkenchefen Gabriel, der kæmper med at få personale, gæster, mad og hoteldirektørens krav til at gå op i en større enhed. Men det er ikke det eneste han kæmper med. Hans far ligger for døden, og det får Gabriel til at tænke på sin familie og sin opvækst. Derudover barsler Gabriel med tanken om at starte egen restaurant med et par tidligere kolleger.
Midt i det hele bliver en af hotellets medarbejdere fundet død i hotellets kælder og en anden medarbejder forsvinder – men dukker sidenhen op igen og flytter ind hos Gabriel. Den nye beboer i lejligheden er en yngre kvinde og inden længe går de to i seng sammen – uagtet at Gabriel elsker sin kæreste og senere frier til hende.
Hvis jeg ikke i forvejen havde læst ” Brick Lane”, en glimrende bog af samme forfatter, var jeg nok aldrig kommet igen ”I køkkenet”. I ”Brick Lane” skabte Monica Ali en interessant og relevant historie om en bydel i London og dens beboere – primært en række bangladesiske indvandrere. Og det var netop min forventning om den interessante historie, der motiverede mig til at hænge på ”I køkkenet”.
Min forventning blev – trods tålmodig venten – dog ikke indfriet. Der er desværre alt for mange detaljerede og kedelige passager om indretning af hotellets køkken, tilberedelse af mad og opremsninger af menuer eller rejser tilbage til Gabriels barndom, til at bogen rigtig kunne fange mig. Rejser og beskrivelser, der ellers i mange andre bøger er farverige og interessante, virker desuden i denne bog mest af alt som fyldstof.
Monica Ali er født i 1967 i Dhaka i Bangladesh, og er vokset op i England. Hun bor i dag i London med sin familie. Udover “I køkkenet” og “Brick Lane” har hun skrevet “Alantejo blå”.
Monica Ali, I køkkenet, Lindhardt og Ringhof, Oktober 2009, Oversat af Vibeke Houstrup, 416 sider.