Hvad gør man ikke er en fin fortælling om ensomhed, om at være en del af en familie og om at sidde fast lige midt i livet. Bogen er med sine 101 sider hurtigt læst, men alligevel værd at læse, blandt andet fordi der gradvist afsløres/antydes mere. Spændingen holdes således bogen igennem.

Vi møder en søskendeflok på 4 i alderen 17 år til midten af tyverne. Tidsmæssigt folder historien sig ud fra morgen til aften på søskendeflokkens mors fødselsdag. Vi følger de unge mennesker under hver deres transport hen til deres mor. Og vi forstår undervejs, at hun ikke længere bor i deres barndomshjem. Vi fornemmer også, at deres far er ude af billedet. De små bidder af fortiden er urovækkende og ladet med negativ energi. Og jeg blev nysgerrig på disse unge menneskers fortid.

Anders er 17 år, glad for damer, biler og øl. Især de sidste to er en skidt kombination. Karoline er kæreste med Hampus, som hun er flyttet hjem til. Han er ikke en god fyr, men hun kan ikke forlade ham. Han kan jo ikke undvære hende.

Sanna vil have mest muligt ud af livet. Så meget at hun kommer til at rode rundt med sin søster Leas forlovede – og det endda til forlovelsesfesten. Så de to taler ikke sammen. Den slags handlinger giver knas i familien og når man ikke hjemmefra har lært om at håndtere konflikter og om forsoning er der lang vej.

Om de to søstre forsones må du selv læse dig til, først på de sidste sider falder de sidste brikker på plads. På elegant vis med et stramt greb fra forfatterens side, når læseren lige præcis at finde ud af, hvordan det største tema i bogen hænger sammen, inden det bliver afsløret.

Maja Hjertzell, Hvad gør man ikke, Forlaget TURBINE, August 2016, 101 sider, Oversat fra svensk af Rasmus Klitgaard Hansen