Hyldet som en af tidens største musiske talenter. Feteret som en minister. Elsket som en mand af tiden. Indtil …

Julian Barnes leverer med ”Tidens støj” en spændende roman og et portræt af en af Sovjetunionens største komponister i det 20. århundrede. Dmitrij Sjostakovitj var en mand med nye tanker – et barn af revolutionen. En mand af folket. I hvert fald indtil topstyret helt ned til mindste detalje satte sig for at bestemme, hvad folket skulle synes og mene om tingene.

Den frie sex adskilt fra den dybe kærlighed blev testet lang tid før, selv de indledende tanker til den nåede til den vestlige verden. Okay, det var ikke nyt. Det gamle Rom og Ægypten havde dyrket den, og prostitution er vel direkte afledt af de tanker. Men som eksempler på ægte forhold mellem mænd og kvinder var det ikke udbredt.

Sjostakovitj var et meget moderne menneske. Og det kunne de godt lide i Sovjetunionen. Men når vi møder ham i ”Tidens støj”, er året 1936, og Sjostakovitj er blevet 30 år. Hans seneste opera ”Lady MacBeth fra Mtsensk” har fået nogle meget hårde ord med på vejen i den seneste anmeldelse i det politiske tidsskrift Pravda, udgivet af regeringen. Og det er ikke godt. Anmeldelsen er noget forfærdeligt sludder og tydeligvis skrevet af en person uden kendskab til musik. Men når den står i Pravda, er det en direkte politisk besked til Sjostakovitj om at passe på.

Gennem flere år har han ellers overvejet, om han vil blive i det mere og mere tillukkede Sovjetunionen, som på få år har udviklet sig til det stik modsatte af, hvad der blev talt om under revolutionen, da Dmitrij var blot 11 år. Derfor har det ligget ham på sinde at forlade landet og søge ud, hvor han kunne være fri til at dyrke sin musik – udforske, afprøve, eksperimentere. Men han har valgt at blive. Når nu selveste Stalin har valgt at holde øje med ham, må han træffe nogle valg, han aldrig ville have truffet som en fri mand.

Bogen er interessant skrevet. Den er i 3. person, og alle synspunkter, oplevelser og meninger er set fra Sjostakovitj’s vinkel. Den vil muligvis være skræmmende for yngre læsere, der ikke har historisk hukommelse omkring Sovjetunionens rædsler, men det er også en god lærebog. Barnes formår at skrive den med passion og iblandet lyrik, der for alvor signalerer den kunstneriske sjæl, vi oplever en direkte amputering af. Og det er en fin og levende måde at servere fortællingen på.

Tidens støj, Julian Barnes, Tiderne Skifter, 202 sider, Juni 2016.