Hans Mortensen: Sommeren 1960
Det er ganske lang tid siden. 56 år for at være helt præcis. Omdrejningspunktet er De Olympiske Lege i Rom i 1960. Det danske fodboldlandshold tog til Rom og nåede et flot resultat. Det flotteste et dansk landshold nogensinde havde opnået.
Men tro endelig ikke, at denne bog udelukkende handler om fodbold. Det vil være en stor fejl. Med et imponerende øje for detaljer og en tydelig evne til at perspektivere serverer Hans Mortensen en fortælling, der bliver både sportsligt, historisk og personligt vedkommende. Vi lærer det olympiske fodboldhold at kende. Vi lærer rigstræner, som han blev kaldt, Arne Sørensen at kende. Og på holdets tur mod Rom støder vi på nogle begivenheder og mange havde glemt, flere ikke kunne huske skete i netop de dage.
Eksempelvis har mange nok hørt om det fly med spillere fra Manchester United, der forulykkede i München i 1958. Men hvor mange huske, at spillere fra det danske fodboldlandshold styrtede ned og døde godt en måned før De Olympiske Lege i Rom?
Det var i disse dage, at russerne fik et gevaldigt forspring i rumkapløbet. Det var i disse dage, at fem unge englændere tog til Hamborg og endte med at blive det mest succesrige band nogensinde. Det var i disse dage, at en ung amerikansk bokser ved navn Cassius Clay for første gang kom på verdens radar. Alt sammen i sommeren 1960.
Hans Mortensen tager os med på holdets rejse med en imponerende research fra et hav af aviser, bøger og interviews, og han skriver den levende og let. Desuden giver han os hele det historiske perspektiv i passende bidder – og på lige præcis de tidspunkter, hvor vi gerne vil vide mere.
Bogen er på alle måder en stor oplevelse. Er du fra en generation, der kan huske nogle af disse begivenheder, så er dette den optimale gave. Er du – som jeg – fra generationen efter, så får du ikke bare din fars fortælling fra et nyt og spændende ståsted. Du får lov at opleve, hvad din far oplevede – så tæt på ’live’ som muligt. Og er du fra nyere generationer, så får du et brag af en fortælling plus nogle gevaldige chok, vil jeg gætte på. Jeg kan nemlig have mine tvivl om, hvor mange, der egentlig er klar over, hvilken sort, socialistisk afgrund, det store socialdemokratiske Danmark befandt sig på kanten af – med en gennemødelæggende og udviklingshæmmende centralstyring, der ikke bare gennemsyrede samfundet men også det danske fodboldlandshold.
Jeg kan på det varmeste anbefale denne bog.
Sommeren 1960, Hans Mortensen, People’s Press, 239 sider, 2016.