“Der er altså noget over det ord. Maniodepressiv. Det ligger godt i munden, har en fin struktur både lydligt og formmæssigt, en dejlig semantisk elasticitet, og så indeholder det et fuge-o… Jeg vil til enhver tid foretrække maniodepressivitet frem for ”vred mani” for slet ikke at tale om ”tyktarmsproblemer”. Som om ”tarm” ikke var grimt nok. Hvorfor i alverden hedder det dog ikke ”stortarm” og ”lilletarm” ligesom på engelsk? Der er jo heller ingen, der siger ”tykhjerne” og ”tyndhjerne” eller ”tyktå” og ”tyndtå”… ”Tyktarm” er et afskyeligt ord! Overgås kun af ”moderkage”. Man burde genindføre dødsstraffen alene for at kunne henrette folk, der bruger ordet moderkage.”

Laust skriver en PhD om paranormale fænomener, og rejser i den forbindelse med nogle venner til Norges fjeld for den danske stats penge, i håb om at gøre ekstraterrestriske observationer. Men det er hans observation af mennesker og menneskelige forhold, der er bogens primære indhold. Selv ønsker han mere end noget andet at dø, og tænker konstant på selvmord, uden dog at synes villig til at gennemføre akten. Han distraheres fra sin besættelse af sit arbejde, hvor hans viden om fysik overtager de filosofiske overvejelser, og sætter kortvarigt forudsætningsløse læsere, som jeg selv, helt af.

Kortromanen Elvervild er Pálfis skønlitterære debut, men i forbindelse med hans universitære baggrund, indenfor blandt andet leksikografi, har han tidligere udgivet adskillige artikler og faglitterære bøger. Det er måske derfor, at Elvervild håndværksmæssigt er en af de bedste danske debuter, jeg har haft fornøjelsen af længe. Sproget er, som citatet indikerer, reflekteret og indeholder et selvironisk strejf af neurotisk humor, som fik mig til at smile og fnise trods bogens overordnede tragiske alvor.

Loránd-Levente Pálfi er født 1981 som ungarer i Transsylvanien, men mestendels opvokset i Danmark.

Loránd-Levente Pálfi, Elvervild, Fahrenheit, juli 2016, 142 sider