For at undgå spoilers, hvis man ikke har læst bind 1 af Mørkets søn, kan man med fordel læse vores anmeldelse af den i stedet.

I landet Sikania lever to folkeslag. På overfladen lever det lyselskende, harmoniske og pacifistiske lysets folk, og under jorden bor det hårdføre og lyssky mørkets folk.

Mørkets søn, Destan, er blevet hersker under jorden. En farlig post at besidde i en nation, hvor kongemord giver retten til tronen. Han har mistet sin højt elskede Celina, arvingen til lysets rige, og risikerer alt for at vække hende til live igen. Han må dog samtidigt afværge den kommende hungersnød og undertvinge den frygtindgydende nabo-underjords-nation Koru, der truer med invasion, og måske har allieret sig med de krigsgale Taronere. Hans utraditionelle alliance med lysets folk, som måske kan afhjælpe begge problemer, er voldsomt upopulær i befolkningen, så Destans trone trues fra begge sider af landets grænser.

Grænselandet er proppet til randen med handling, der alt sammen er koncentreret omkring Destan, men også fortælles gennem forskellige bikarakterer – som den usympatiske og ambitiøse rådsmand Kastor og hans naive niece, Maranda, der er forelsket i Destan. Sproget er trods de skiftende synsvinkler konstant. Det er letlæseligt, hvorfor bogen ikke begrænser sig til erfarne læsere. Det, efter min smag, lidt begrænsede persongalleri, tjener samme formål. Det er, trods den hæsblæsende handling, let at følge med, fordi der ikke er så mange personer at holde styr på, og alting som sagt er forankret i Destan.

Karaktererne er for det meste begrænset til simple troper. Vi har herskerens principfaste barnepige, der tager sig friheder ingen andre kan komme af sted med, den gode og smukke prinsesse, den frække prins, der helst var fri for det hele og så videre og så videre. Det giver en vis forudsigelighed, og trækker niveauet alvorligt langt ned. Forhåbentligt byder tredje bind på nogen overraskelser i den forbindelse.

Der er også ret store problemer med forfatternes world-building. Det er eksempelvis ikke troværdigt, at de underjordiske ikke ved, at solen er nødvendig for, at planter kan gro. Det, der driver dem til at bo under jorden er netop lyset. De ved, at det er det, der er forskellen på under- og overfladen. Det er tilsvarende problematisk, at Destan finder frem til alfernes helt utrolige hemmelighed, som har været skjult altid, ved at slå det op på biblioteket.

Der er rigtig meget originalt i Mørkets søn. Jeg er vild med de mange unikke fabeldyr, især dem fra under jorden. Grundideen om de to diametrale folkeslag er forfriskende og speciel. Men der er for store huller i baggrundshistorien, og karaktererne er ikke interessante nok til at leve op til det ellers fantasifulde fundament.

Mørkets Søn 2 – Grænselandet, Jeanette Hedengran og Tina Sandahl, Ulven og Uglen, juli 2016, 406 sider