// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Søren Sorgenfri: EMs største helte
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Sport

Søren Sorgenfri: EMs største helte

Skrevet af den 28. juni 2016 – 07:49Ingen kommentarer

Med ”EMs største helte” har Søren Sorgenfri lavet en herlig lille bog med fokus på de korte, gode historier. Jeg elsker gode historier, og derfor kan jeg også lide denne bog.

Han tager os med helt tilbage til det første EM, hvor kun 17 hold spillede kvalifikation, og fire hold deltog i finalespillet i Frankrig. Konceptet er simpelt: Med fokus på en god fortælling vælger han personligt den spiller, han føler er indbegrebet af de enkelte EM – helt tilbage fra 1960 og til og med 2012. Enkelte valg er ganske logiske, mens andre måske kan overraske lidt.

Når Sorgenfri således vælger at fokusere på Peter Schmeichel som ’den største helt’ fra EM i Sverige i 1992, så kan det godt virke lidt farvet af hans nationale tilhørssted, men når du – som jeg – kan huske det EM, så er det faktisk svært at være uenig i hans valg. Men når han i 1980 i Italien har valgt Vesttysklands Horst Hrubesch, så er der nok et par stykker, der rynker lidt på næsen. Men rynk I bare. Blot det får pirret Jeres nysgerrighed nok til at læse kapitlet. Gør I det, får I nemlig ikke bare en god fortælling om den på det tidspunkt 29-årige Hrubesch, der først slog igennem i en meget sen alder, og som slet ikke havde forventet at skulle krybe i landsholdstrøjen til EM i 1980. Og mon ikke, I også får lidt sympati for Sorgenfris valg?

Omvendt er Michel Platini naturligvis manden, Sorgenfri har valgt som ’den største helt’ fra EM i Frankrig i 1984, og det vil være nærmest utopisk at komme med andre bud. Det samme gælder naturligvis for Hollands Marco van Basten i 1988.

Der hvor Sorgenfri for alvor vinder mit hjerte, det er, når han vælger italienske Andrea Pirlo fra EM i 2012. Som storfan af Pirlo varmer det mit hjerte; som kender af italiensk fodbold, er jeg professionelt tilfredsstillet; og som journalist er jeg stolt over valget, fordi han ikke var fra det vindende hold. I øvrigt er det et helt korrekt valg.

Som et herligt supplement til de gode historier får vi lidt fakta fra de enkelte EM samt om de spillere, han har valgt at sætte fokus på. Er der tale om et stort værk? Nej, det er der ikke. Men giver os nøjagtigt, hvad han lover – og lidt til. Så jeg kan kun anbefale bogen.

EMs største helte, Søren Sorgenfri, Byens Forlag, 95 sider, Udkom maj 2016.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.