Det er en hård bog den norske journalist Åsne Seierstad forfattede sidste år. ”Englen i Groznyj” er på ingen måde en bog, der kan placeres i en ”feel good” kategori. Til gengæld er det endnu et værk fra hendes side, der griber en på en måde, det er ganske få forfattere muligt.

På russisk hedder Ivan den Grusomme Ivan Grozny, og den tjetjenske hovedstad er altså fra starten af en lille smule bagud på point. Seirstad seneste skriverier tager udgangspunkt i, hvordan hun som journalist forklædt som en tjetjensk kvinde ankom til landet uden at have nogen videre ide om, hvad hun skulle stille op.

Hun får i første omgang ophold på et børnehjem i Groznyj, hvor hun møder ”Englen i Groznyj” Hadizat – der er en gennemgående karakter.

Børnene, børnehjemmet og Hadizat bliver der brugt megen plads på i bogen, hvilket bestemt er helt i orden. Igennem skildringerne af børnehjemmets ”beboere” får man et detaljeret indblik i, hvordan krig påvirker børn. Læsere af bogen vil næppe sætte sig med en forventning om, at børn der oplever grusomheder som i Tjetjenien går helt upåvirket hen – men det er alligevel overraskende barsk.

Igennem hele bogen bruger Seierstad en teknik med indimellem at skildre scener og situationer set med øjnene fra de karakterer, hun møder. Det ville næppe gå i en streng forskningsmæssig sammenhæng, men det giver til gengæld et vanvittigt nærvær. Det er blandt andet denne fortælleform Jyllandspostens Flemming Rose lægger til grund for at sable bogen ned, da han fik anmelderkasketten på.

I min optik blot endnu en grund til, at jeg har meget svært ved at tage Morgenavisens kulturredaktør seriøst. For det virker rigtigt godt – og denne læser stoler i hvert fald fuldt ud på den norske forfatterinde.

Udover de kontante historier fra børnehjemmet i Tjetjeniens hovedstad, kommer man som læser også med på en større tur igennem Tjetjeniens blodige borgerkrige. Det er en spændende oplevelse – der i høj grad også udstiller, hvor svært det er at få hoved og hale på den konflikt. Klaner kæmper mod hinanden, med hinanden, mod russerne, med russerne osv.

Men Seierstad er med hele vejen og gør et forsøg på at forklare, hvad det er, der foregår i det lille land i Kaukasus. På samme måde bruger hun også flere sider på at gå bag om de deportationer, Sovjetmagten udsatte den tjetjenske befolkning på efter 2. Verdenskrig – som blot giver flere (forvirrende) dimensioner til konflikten(konflikterne).

Seierstad finder også plads til et par spændende kapitler om den stigende vold mod mennesker fra Kaukasus i Rusland. Igen tager hun udgangspunkt på et mikro niveau med en konkret retssag i Moskva, hvor en tjetjensk mor og søn er blevet overfaldet af en flok højreradikale russere. Både ofrene og ikke mindst familien til en af gerningsmændene bliver beskrevet med stor empati, og man er som læser ualmindeligt taknemmelig for, at disse familier har åbnet dørene for at fortælle deres version af historien.

Bogen indeholder meget end ovenstående giver udtryk for. Der er historier om  æresdrab, synet på religion, fantastisk underholdende skildringer af det nye sindssyge regime i Groznyj, beretninger om ”sorte enker” samt meget mere. Det er måske bogens lille svaghed, at den rummer så mange enorme områder, der med lethed kunne have fyldt to bind i stedet for en bog.

Men den er god – virkelig god, og på trods af Flemming Rose (eller måske netop derfor), får den en meget stor anbefaling herfra.

Åsne Seierstad: Englen i Groznyj – historier fra Tjetjenien, Gyldendal, 2007 , 368 sider